På Ørestad Gymnasium i København har elever oprettet en Facebook-side ved navn 'OEG Sladder', som dagligt kommer med opdateringer og sladder om elever og lærere. Sladderen er personlig og ydmygende, og i alle tilfælde bliver både navn og klassetrin på eleven udleveret.
Gabrielle Kiki Jensen fra Ørestad Gymnasium har selv været udstillet på 'OEG Sladder' og fortæller om oplevelsen: ”Jeg følte mig virkelig nøgen. Der blev skrevet på et forum, at jeg havde kysset med min gode ven. Selv om rygtet var falsk, blev jeg vildt ked af det. Og så gav det mig mange problemer med min nuværende kæreste.”