De fire mand fra den egyptiske delegation havde sat sig godt til rette på tribunen inden kampen mod de danske verdensmestre, men deres livlige snak blev hurtigt afløst af rugende tavshed og vantro blikke ned mod banen i Arena Sud 6. Her blev deres landsmænd nemlig rundbarberet af et sprudlende dansk hold med den gyldne trio Mathias Gidsel, Thomas Arnoldsen og Simon Pytlick i overdådigt spillehumør.
Alt, hvad de tre rørte ved i de første 30 minutter, blev til guld, og tilsammen stod de for 16 af de 19 danske mål, der ledte til pauseføringen på 19-9.

