Danmark er nu oppe på fem medaljer ved de olympiske lege i Paris.
Den femte kom i hus fredag aften, da taekwondokæmperen Edi Hrnic tog bronze i 80-kiloklassen med en sejr over Seo Geon-woo fra Sydkorea.
I prægtige omgivelser i Grand Palais ved Champs-Élysées vandt Hrnic med 2-0 og blev hyldet af højtråbende danske fans.
Talentet fra Rødovre kom buldrende ud mod sin modstander, som lynhurtigt måtte tage imod tre træffere. Da første rundes to minutter var overstået, stod der hele 15-2 på pointtavlen.
Anden runde fortsatte efter samme mønster. Hrnic lagde stærkt ud, og sydkoreaneren var på hælene fra start. Den benskade, som danskeren klagede over tidligere på dagen, hæmmede ham tilsyneladende ikke.
Efter 6-0-føring til Hrnic kom Seo Geon-woo lidt bedre med og kom op på 6-8. Sydkoreaneren kæmpede desperat for sin medaljechance, men Edi Hrnic vandt runden 11-8 og kampen 2-0.
Han reagerede ved at smide hjelmen i jubel og blev båret rundt på banen af sin overstadige træner.
Bronzen kommer et døgn efter, at bryderen Turpal Bisultanov vandt en medalje af samme karat og under samme omstændigheder som Hrnic.
Begge tabte undervejs og blev sendt ud på en omvej og gennem en opsamlingsrunde for at komme til at kæmpe om bronze.
Tidligere har badmintonspilleren Viktor Axelsen vundet guld, mens sejleren Anne-Marie Rindom og dressurlandsholdet har sørget for sølv.
OL-debutanten Hrnic åbnede med en fin præstation og en 2-0-sejr over egypteren Seif Eissa, som vandt bronze for tre år siden i Tokyo.
I kvartfinalen måtte han dog give fortabt mod den stærke tuneser Firas Koutassi, der med sin store rækkevidde efterfølgende kæmpede sig hele vejen til finalen.
Det åbnede døren for en opsamlingschance for Edi Hrnic, og den unge dansker greb den ved at vinde klart over Leon Sejranovic fra Australien.
Edi Hrnic, der har bosniske rødder, er den første danske taekwondokæmper ved OL i 20 år. Han vandt guld ved European Games i 2023 og EM-sølv året før.
ritzau
fortsæt med at læse