Jesper Hansen var en glad mand, som han stod der på det olympiske skydeanlæg godt en times kørsel uden for Tokyo. Selvfølgelig var han glad, ja, indeni var han formentlig ekstatisk og ude af sig selv af jubel. For netop der i det øjeblik gik det op for ham, at mange års slid med op til 12 timers træning dagligt kulminerede.
Det mindede den 550 gram tunge sølvmedalje, han netop selv havde taget om halsen på sejrspodiet, ham om, og selv om han spøgende sagde, at den konstante vægt nok ville kræve en del massage af ryggen, så lod den ekstra ballast alligevel ikke til at genere ham sådan for alvor.
