Daniil Medvedev havde store problemer med åndedrættet, da han mødte Fabio Fognini i 3. runde af den olympiske tennisturnering. Han kunne ikke trække vejret normalt. Russeren, der er nr. 2 i verden, følte senere i opgøret, at det sortnede for hans øjne, og derfor henvendte han sig til dommeren Carlos Ramos. »Jeg er en fighter, og jeg skal nok spille denne kamp til ende, men jeg kan også dø. Hvis jeg dør, vil Det Internationale Tennisforbund så påtage sig ansvaret?«, lød det på fra Medvedev.
Medvedev døde heldigvis ikke den dag på banen, men det dramatiske optrin var en påmindelse om den ekstreme varme, mange af konkurrencerne ved OL i Tokyo bliver afviklet under.

