Mogens Frey
Guld og sølv i 1968. Der var masser af drama, da Mogens Frey vandt to medaljer ved OL i Mexico City. Først cyklede han sig selv til sølv i det individuelle forfølgelsesløb på banen, og siden var han med til at vinde guld i holdforfølgelsen – hvor Vesttyskland egentlig vandt, men tabte på protest, da en rytter skubbede en anden ulovligt frem.
»Guld her og guldøl senere... Dagen skal fejres med et brag. Man får intet forærende i cykelløb, og jeg er blevet skuffet så ofte, at jeg ikke græder over at få guld på denne facon. Hvor tit er jeg ikke blevet snydt«, sagde Mogens Frey.