Fem personer er blevet anholdt i forbindelse med tre afværgede angreb på OL, oplyser antiterroranklager.

Frankrig afværgede tre angreb på israelske mål under OL

Blandt andet på grund af krigen i Mellemøsten var der ekstra mange politi- og sikkerhedsstyrker på gaden under OL i Paris. Arkivfoto Abdul Saboor
Blandt andet på grund af krigen i Mellemøsten var der ekstra mange politi- og sikkerhedsstyrker på gaden under OL i Paris. Arkivfoto Abdul Saboor
Lyt til artiklen

Franske myndigheder forhindrede tre angreb på de olympiske og paralympiske lege i Paris og andre byer, siger den offentlige antiterroranklager i Frankrig onsdag ifølge nyhedsbureauet AP. Planerne omhandlede angreb på israelske institutioner og repræsentanter for Israel under legene fra 26. juli til 11. august, siger Olivier Christen, antiterroranklageren. Det israelske OL-hold var dog ikke specifikt udset som mål for de afværgede angreb.

Fem personer er anholdt på baggrund af mistanke om at være involveret. En af de anholdte er mindreårig.

Sikkerhed stod særdeles højt på de franske myndigheders dagsorden under OL. Båden krigen i Ukraine og Gaza var med til at bidrage til det fokus. Tusindvis af betjente blev udkommanderet i forbindelse med legene, som blev afholdt i Paris.

I flere vestlige medier blev legene i Paris rost for den måde, de blev afviklet på. De kom dog ikke helt let fra start, da franske jernbaner kort før OL-åbningen blev udsat for sabotage. Brandangrebene medførte omfattende forsinkelser.

Frankrigs indenrigsminister, Gerald Darmanin, antydede, at det kunne være den ekstreme venstrefløj, der stod bag. Han havde forud for de olympiske lege advaret om, at truslen kom fra en række steder. Både islamistiske grupper, miljøaktivister, højreorienterede grupper eller for eksempel cyberangreb fra Rusland skulle der holde øje med.

I maj blev en 18-årig tjetjensk mand anholdt i den sydfranske by Saint-Etienne. Han havde ifølge myndighederne planer om et »islamistinspireret« angreb på fodboldbegivenheder under OL. Det blev dengang af det franske indenrigsministerium omtalt som det »første afværgede angreb mod OL«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her