Dodgers har vundet klubbens ottende mesterskab i MLB med en sejr over New York Yankees.

Los Angeles Dodgers tager World Series-titel med sejr over Yankees

Los Angeles Dodgers vandt natten til torsdag sin anden World Series-sejr på fem år. Foto: Wendell Cruz/Ritzau Scanpix
Los Angeles Dodgers vandt natten til torsdag sin anden World Series-sejr på fem år. Foto: Wendell Cruz/Ritzau Scanpix

Los Angeles Dodgers sikrede sig natten til torsdag dansk tid klubbens ottende mesterskab i den nordamerikanske baseballliga MLB. Det skete med en sejr i World Series over New York Yankees.

Dodgers formåede natten til torsdag på udebane at vende 0-5 til 7-6 i en kamp, hvor gæsterne særligt straffede en del defensive fejl af Yankees, skriver nyhedsbureauet AFP.

World Series er navnet på den årlige finaleserie i MLB. Der spilles bedst af syv kampe, og i år stod slaget altså mellem Dodgers og Yankees. Dodgers endte med at vinde serien med sammenlagt 4-1 i kampe.

Dodgers-profilen Freddie Freeman blev efter den afgørende kamp kåret som World Series’ mest værdifulde spiller (MVP). Han slog fire homeruns i finaleseriens første fire kampe, inden han i femte inning af den femte og afgørende kamp formåede at få to spillere hjem med et enkelt slag og dermed vendte kampen fra et 5-6-nederlag til en 7-6-sejr.

»Jeg tror, at vi alle sammen tænkte i de første tre innings: ’Lad os bare få et point her og der, stille og roligt arbejde os mod det’. Så laver de et par fejl, og så er det bare med at slå til«, siger Freddie Freeman ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dodgers vandt senest World Series i 2020.

ritzau

PodcastSe alle
'Vi henter Bente' er tilbage med en ny sæson. Bente Klarlund og Pelle Hvenegaard har besøg af professor Oluf Borbye Pedersen, der udover ikke at tage skoene af indenfor, fortæller hvilke fødevarer, du skal vælge, hvis du vil have en sund tarm i balance. ⁠

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her