Den tredobbelte OL-guldvinder Charlotte Dujardin er blevet straffet med et års karantæne for overdreven brug af pisk mod en hest. Det oplyser Det Internationale Rideforbund (FEI) torsdag.
Charlotte Dujardin, der samlet har vundet seks medaljer ved de olympiske lege, får også en bøde på 10.000 schweizerfranc. Det svarer til 80.000 danske kroner.
Straffen bliver tildelt, efter at Charlotte Dujardin i sommer trak sig fra OL i Paris.
Her blev det meddelt, at FEI ville undersøge en video, der viser hende ’begå en fejlvurdering’ under en træning. Videoen var fire år gammel og dukkede op få dage før legene i Paris.
Videoen viser, at Charlotte Dujardin gentagne gange pisker en hest hårdt på benene i en privat stald.
Her fastslog FEI, at Charlotte Dujardin ’deltog i adfærd i strid med principperne om hestenes velfærd’.
Karantænen træder i kraft fra det tidspunkt, hun blev midlertidigt suspenderet. Det blev hun 23. juli i år.
Dermed kan 39-årige Charlotte Dujardin konkurrere igen fra juli næste år.
ritzau
fortsæt med at læse




























