Efter 0-3-dukkerten hos Brian Priske og Feyenoord i Champions League kom Bayern München lørdag tilbage på sporet.
Med 2-1 hos Freiburg udbyggede Vincent Kompanys udvalgte således sin sejrstime til fem i træk i Bundesligaen.
Også afstanden til forfølgeren Bayer Leverkusen blev større.
Leverkusen var lørdag foran 2-0 hos RB Leipzig, der havde Yussuf Poulsen som indskifter. Men Leverkusen måtte nøjes med 2-2 efter et sent selvmål. Dermed er Bayern seks point foran det forsvarende mesterhold.
Freiburg formåede i stor udstrækning at holde Bayern fra fadet i første halvleg, men to gange strålede et par stjerner.
Efter 12 minutter bragede Jamal Musiala kuglen på stolpen efter en soloaktion, og tre minutter senere vendte Kane fantastisk rundt på sin direkte modspiller, trak ind i feltet og sparkede bolden hårdt i nettet til 1-0.
Målet blev assisteret af Kanes landsmand Eric Dier og var angriberen 23. træffer i optræden nummer 25 i denne sæson.
Freiburg-keeper Noah Atubolu så ikke alt for overbevisende ud ved Kanes scoring, og det gjorde han i sandhed heller ikke i starten af anden halvleg, da stopperen Min-Jae Kim headede Joshua Kimmichs hjørnespark over stregen for næsen af målmanden.
Indskiftede Matthias Ginter headede i den anden ende Freiburg i kontakt med gæsterne halvvejs gennem anden halvleg efter et hjørnespark, men det endte med at være pynt.
Freiburg fik etableret et rimeligt pres på Bayern i slutminutterne, men blev aldrig for alvor farlig.
Andetsteds spillede Bo Henriksens Mainz sig op på sjettepladsen med en flot 2-0-sejr over formstærke Stuttgart, som havde Jacob Bruun Larsen i startopstillingen.
Jess Thorup og Augsburg fik sin tredje sejr i træk og lagde afstand til bundkampen med 2-1 over Heidenheim efter en sen scoring af stopperen Keven Schlotterbeck.
ritzau




























