Med en jordskredssejr blev Kirsty Coventry fra Zimbabwe torsdag kåret som ny præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på organisationens 144. session i Costa Navarino omkring 100 kilometer syd for det sagnomspundne Olympia i Grækenland.
41-årige Coventry overtager posten som idrætsverdenens mest magtfulde person 24. juni, når præsidenten gennem de seneste 12 år, tyske Thomas Bach, træder tilbage, og hun har et stærkt mandat i ryggen efter at have slået et stærkt felt.