Manchester Citys målsætning i Premier League har ændret sig i denne sæson fra at handle om mesterskabet til at dreje sig om en placering i top-4.
Den ambition led et knæk, da City lørdag tabte 0-1 ude til Nottingham Forest.
Med resultatet forsvarede Nottingham Forest placeringen som nummer tre og fortsætter med at være solstrålehistorien i den bedste engelske fodboldrække i denne sæson.
Pep Guardiolas tropper halser efter på fjerdepladsen og har nu fire point op til Nottingham Forest.
Samtidig kan rivaler som Chelsea, Newcastle og Bournemouth på de efterfølgende pladser komme tættere på City.
Så City og Guardiola er presset i denne sæson, hvor spillet og resultaterne ikke har været som ønsket.
Det var også tilfældet på City Ground i Nottingham, hvor Citys stjerneangriber Erling Haaland dog fik den første store chance i starten af kampen. Nordmanden skød dog forbi stolpen.
Også Citys kantspiller Jéremy Doku havde et nærgående forsøg. Men Nottingham Forest holdt nullet i første halvleg.
Nottingham Forest-angriberen Chris Wood havde svært ved at komme til chancer. Når newzealænderen endelig fik en mulighed, var han uskarp.
Efter 67 minutter kom Nottingham Forest så med noget af en advarsel til City-forsvaret. Hjemmeholdets kantspiller Callum Hudson-Odoi skød på mål, og City-keeper Ederson verfede akkurat bolden på stolpen.
Kort efter hamrede indskiftede Kevin De Bruyne et frispark lige i favnen på Nottingham Forest-keeper Matz Sels.
Det lignede en nullert. Men så dukkede Hudson-Odoi igen op i feltet efter 83 minutter, og denne gang udplacerede han Ederson i City-målet.
Trods et massivt City-pres til slut og en nærgående afslutning fra Mateo Kovacic endte det med en sejr til sæsonens store overraskelse.
ritzau


























