Donald Trump stod ved siden af Chelsea-kaptajn Reece James, da holdet fejrede sejren ved klub-VM.

Trump insisterede på at blive på scenen, da Chelsea fik pokalen

Foto: Amanda Perobelli/Ritzau Scanpix
Foto: Amanda Perobelli/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident Donald Trump vil for altid være en del af billederne fra vinderholdets fejring ved klub-VM 2025, selv om han ikke har fyldt alverden ved slutrunden i USA.

Trump var således til stede, da Chelsea i finalen søndag slog Paris Saint-Germain 3-0 på MetLife Stadium i New Jersey.

Han var efterfølgende også med til at overrække London-holdet pokalen sammen med Fifa-præsident Gianni Infantino.

Men mens Infantino forlod scenens centrale område, umiddelbart inden Chelsea-anfører Reece James løftede pokalen, blev Donald Trump stående lige ved siden af James. Også selv om Infantino tilsyneladende forsøgte at guide Trump ud til siden.

Ifølge nyhedsbureauet AFP blev Trump mødt af buhråb, da han og Infantino kort forinden entrerede banen for at hylde Chelsea, men råbene druknede, da musikken på stadion blev skruet op.

Tidligere var han genstand for både klapsalver og buhråb, da han blev præsenteret på tribunen sammen med sin kone, Melania Trump.

USA er om et år sammen med Canada og Mexico medvært for Fifas første version af VM for landshold med 48 nationer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her