I sidste spillerunde lykkedes det Tottenham at redde sig endnu en sæson i den bedste engelske fodboldrække.
Med en sejr på 1-0 hjemme over Everton endte Tottenham akkurat over nedrykningsstregen med to point ned til West Ham, der nu skal en tur ned i Championship.
West Ham vandt søndag 3-0 hjemme over Leeds og rykker ned sammen med Wolverhampton og Burnley, der ganske passende spillede 1-1 mod hinanden.
Den store historie i bundstriden har dog været Tottenham, som indledte sæsonen med Thomas Frank som cheftræner.
Efter en god start begyndte resultaterne at svigte for Frank, og syv måneder inde i sæsonen hyrede Tottenham i stedet kroaten Igor Tudor som redningsmand.
Men under Tudor gik det endnu værre, og efter blot 44 dage i Tottenhams varme sæde overtog italieneren Roberto De Zerbi som den tredje træner i sæsonen.
Under De Zerbi er der kommet lidt bedre styr på spillet, og søndagens gyserkamp var ingen undtagelse.
Tottenham spillede nervøst, men undlod at give store chancer væk til Everton, der ikke havde det store at spille for.
Få minutter før pausen kom den forløsende scoring, der tog noget af presset af det hårdt ramte hjemmehold.
Midtbanespilleren João Palhinha blev helten med målet for Tottenham. Først headede den 30-årige portugiser bolden på stolpen, og han samlede selv riposten op og trillede den ind over stregen.
Jublen over det mål viste med al tydelighed, hvad der var på spil for Tottenhams hårdt prøvede spillere og trænerstab.
Ude på sidelinjen blev De Zerbi omfavnet af målmanden og landsmanden Guglielmo Vicario.
Føringen holdt med en anelse bøvl og besvær i resten af kampen, og så gjorde det mindre, at West Ham vandt over Leeds på mål af angriberne Taty Castellanos, Jarrod Bowen og Callum Wilson.
Dorgu gør Fernandes til assistkonge
Patrick Dorgu startede inde for Manchester United for første gang, siden han blev skadet i januar, og scorede på et hovedstød i 3-0-sejren over Brighton.
Den danske scoring var på en assist fra Bruno Fernandes, og det var portugiserens 21. i sæsonen.
Portugiseren slår dermed rekorden for flest assister i en sæson, da han går forbi Kevin De Bruyne i 2019/20 og Thierry Henry i 2002/03, som hver havde 20.
Bryan Mbeumo stod for Uniteds 2-0-mål, mens Bruno Fernandes selv scorede til 3-0.
Resultatet kostede samtidig Brighton en plads i Europa League. Brighton slutter på en ottendeplads, hvilket kvalificerer holdet til Conference League.
Sunderland vandt 2-1 over Chelsea og tog en overraskende syvendeplads i Premier League, hvilket kvalificerer holdet til Europa League. Chelsea endte på tiendepladsen og skal ikke spille europæisk fodbold i næste sæson.
Brentford med Mathias Jensen og Mikkel Damsgaard spillede 1-1 ude mod Liverpool og endte sæsonen på en niendeplads og missede dermed europæisk fodbold.
Mohamed Salah leverede en assist i sin sidste kamp for Liverpool, der som forventet sikrede den femte og sidste direkte plads i Champions League.
Egypteren fik en tårevædet afsked på Anfield, da han blev skiftet ud i det 74. minut.
Allerede før sidste spillerunde havde Arsenal, Manchester City, Manchester United og Aston Villa booket billetter til næste sæsons største europæiske klubturnering.
Aston Villa sluttede på fjerdepladsen, hvilket betød, at Bournemouth på sjettepladsen måtte nøjes med Europa League.
Havde Villa derimod sluttet som nummer fem, ville klubbens triumf i Europa League have sendt den ekstra engelske Champions League-plads videre til sjettepladsen. Det scenarie blev aldrig aktuelt, da Aston Villa vandt 2-1 ude over Manchester City.
Mesterholdet Arsenal kunne samtidig fejre Premier League-titlen med en 2-1-sejr i den sidste kamp ude mod Crystal Palace.
Her startede danske Christian Nørgaard inde for første gang i en ligakamp i denne sæson. Han blev dog skiftet ud i pausen.
Den formstærke angriber William Osula var også i aktion for Newcastle, som tabte 0-2 ude til Fulham.
ritzau




























