Den britiske cykelstjerne Chris Froome har bekræftet, at karrieren er slut.
Meldingen kommer forud for begyndelsen på Tour de France i weekenden.
I sin storhedstid dominerede den i dag 41-årige Froome de store etapeløb. Fire gange vandt han Tour de France. Det er også blevet til to triumfer i Vuelta a España og en enkelt i Giro d’Italia.
Froome har ikke kørt løb, siden han sidste år styrtede alvorligt under en træningstur.
Der var tale om et solouheld i Sydfrankrig, og en sammenklappet lunge samt fem brækkede ribben var blandt de skader, han pådrog sig.
»Desværre var der styrtet sidste år. Det var ikke måden, jeg ønskede at slutte på. Men selv dengang vidste jeg, at det var slut«, siger Froome ifølge nyhedsbureauet Reuters til The Athletic.
Senest kørte Froome for Israel-Premier Tech, i dag NSN Cycling Team, men da han var bedst, kørte han for Team Sky - som i dag hedder Netcompany Ineos - – og dominerede cykelsporten.
Froome vandt Tour de France fire gange inden for fem år. Det var fra 2013 til 2017.
Sejre i Criterium du Dauphine og Romandiet Rundt har Froome også på cv’et.
Da kontrakten med det daværende Ineos-hold udløb efter 2020-sæsonen, så Israel-holdet sit snit til at hente Froome med håbet om, at briten kunne genfinde sit topniveau og vinde Tour de France for femte gang.
Det kom Froome aldrig i nærheden af, og ved udgangen af 2025-sæsonen udløb kontrakten, som angiveligt har givet sikret ham omkring fem millioner dollar om året.
Froome kørte senest Tour de France i 2022, og mod slutningen af karrieren var han henvist til mindre vigtige løb.
ritzau




























