En række atleter, der har oplevet upassende adfærd og uønskede tilnærmelser fra den samme landstræner, fik lørdag en officiel undskyldning fra direktøren i Dansk Atletik, Klaus Nørby Jakobsen.
Det skriver TV 2.
Undskyldningen faldt i forbindelse med forbundets årsmøde i Odense.
Ifølge mediet har 51 kvindelige atleter fortalt om upassende adfærd fra manden, der tidligere i år blev fyret som landstræner for traillandsholdet.
En undersøgelse, som Dansk Atletik (DAF) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) iværksatte i 2025, har vist, at atleter fra det tidligere traillandshold har oplevet grænseoverskridende adfærd.
Undersøgelsen blev iværksat, efter at flere atleter havde klaget til DAF, skrev TV 2 Nord i oktober.
Klaus Nørby Jakobsen uddyber lørdag i et interview med TV 2 Sport undskyldningen.
»Det er en utrolig vigtig sag, og det er meget beklageligt. Da processen havde kørt, og der var kommet en række informationer frem, blev der beklaget over for atleterne og det, de havde været igennem«, siger han og tilføjer:
»I dag er det igen på sin plads at komme med en undskyldning på årsmødet, fordi der er mange klubber og mennesker, der er med til at forme miljøet, der er med«.
Den tidligere landstræner fortsætter dog ifølge TV 2 med at skabe utryghed hos kvindelige trailløbere, fordi han trods fyringen bliver ved med at dukke op til mesterskaber og løb i trailmiljøet.
Trailløber Johanne Mosgaard fortalte i oktober til TV 2 Nord, at hun og flere andre kvindelige løbere fravælger de store danske mesterskaber, fordi de ikke bryder sig om at møde den tidligere landstræner.
Klaus Nørby Jakobsen siger til TV 2 Sport, at man hos Dansk Atletik er ’kede af’ situationen med landstræneren, men understreger samtidig, at man ikke har hjemmel til at sige, at manden ikke må komme til fremtidige mesterskaber.
Klaus Nørby Jakobsen fortæller, at han er i dialog med atleterne om, hvordan der sikres et mere trygt træningsmiljø.
ritzau