Hverken Yerbas Scala (Lars Lykke) eller Kosmo (René Jonassen) var for alvor med i V5-spillernes beregninger til Charlottenlund-travet søndag eftermiddag, og da de havde vundet henholdsvis første og sidste afdeling, var der kun to spillere, der kunne gå hjem med V5-gevinst, fint belønnet med hver 68.577 kr.
Det var heller ikke let at forudse. Yerbas Scala gav oddset 48,46 i et løb, hvor favoritterne svigtede, og gæstekusken Lars Lykke havde også på forhånd fået at vide af ejeren, at det først og fremmest gjaldt om at få hoppen fejlfrit rundt her i årets første forsøg. Det lykkedes, og det lykkedes også at speedbesejre et par andre outsidere.




























