Landschampion Birger Jørgensen er blevet brugt som vikar for skadesramte Henrik Lønborg bag sejrshesten Laser Prelude to gange, og når den nu slap for Europastjernerne denne gang, blev det til overlegen sejr i Charlottenlund-travet.
Mens René Kjær kørte frisk til i føring med Forever Garbo, nærmede Laser Prelude sig langsomt konkurrenten, og angrebet blev først sat ind sidst på sidste langside. De to heste fulgtes ad gennem svinget, men så slog Birger Jørgensen til, og uden egentlig kamp og drivning sejlede den langbenede hest til årets første sejr. Vindertiden på den lidt regnlangsomme bane var meget fin med 1 minut 13,1 sekund i gennemsnit pr. kilometer, og oddset var i bund med 1,37.




























