Spekulationerne om Morten Olsens fremtid kan tage en ny drejning, efter Bayer Leverkusen søndag præsenterede tyskeren Michael Skibbe som ny cheftræner. Han har fået en kontrakt frem til 2007. Det har længe i både tysk og dansk sportspresse været udlagt som et lille faktum, at Bayer Leverkusen ville nappe den danske landstræner Morten Olsen, hvis kontrakt med DBU udløber til sommer. Chokerer ikke Tysk presse skrev i optakten til danskernes VM-kvalifikationskamp lørdag aften mod Grækenland, at Bayer Leverkusens sportsdirektør Rudi Völler var i Danmark for at forhandle en aftale på plads med Morten Olsen. At Bayer Leverkusen så stik mod forventningerne hos sportspressen vælger Michael Skibbe kan dårligt chokere. Den kun 40-årige tidligere Dortmund-træner har i landsholdsregi samarbejdet fint med Rudi Völler. Med Völler i spidsen og Skibbe som assistenttræner erobrede Tyskland VM-sølv i Japan og Sydkorea i 2002.
Leverkusen valgte en tysker - nye spekulationer om Olsens fremtid






























