FC København får inden længe sin egen hal, og nu vil boldrivalerne i Brøndby IF (BIF) også være halejere. Fodboldklubben ønsker at købe Brøndby Hallen, der ligger placeret et pænt spark fra Brøndby Stadion, og det forventes, at byrådet i Brøndby i morgen – som et lukket punkt på dagsordenen – giver borgmester Ib Terp (S) mandat til at forhandle med BIF. Brøndby IF har en nedfældet målsætning om at blive et center for idræt, sundhed og uddannelse, og i det perspektiv er et køb af Brøndby Hallen selvsagt fornuftigt, fordi det giver adgang til flere faciliteter. Ønsker at udvide forretningen Desuden har Brøndby IF ikke lagt skjul på, at man ønsker at udvide forretningen, og klubben var for et par år siden ved at købe Bella Center og arbejdede også på at engagere sig i et multiarenaprojekt i Høje Taastrup.
Det er muligt at omdanne Brøndby Hallen til en moderne multiarena – der foreligger allerede nedfældede idéer til en udvidelse – men om Brøndby IF som så mange andre danske byer har planer om at bygge en multifunktionel hal, vil bestyrelsesformand Per Bjerregaard ikke sige. Han ønsker slet ikke at kommentere sagen. DIF ser positivt på et salg Danmarks Idræts-Forbund (DIF), som hører hjemme i Idrættens Hus midt mellem Brøndby Stadion og Brøndby Hallen, og som sidder på tre af de fem bestyrelsesposter i den selvejende institution Brøndby Hallen, ser positivt på et salg til fodboldklubben. »Vi mener, at det åbner for nogle muligheder«, siger DIF’s direktør, Karl Christian Koch, som blandt andet forestiller sig, at DIF og BIF kan udnytte hinandens mødefaciliteter. Karl Christian Koch understreger dog, at det er en forudsætning, at man finder den rette pris, og at de forpligtelser, som Brøndby Kommune i dag har over for DIF, også sikres hos den nye ejer – at der for eksempel findes en restaurant i Brøndby Hallen, som DIF kan benytte. Sponsor krydser fingre Hos Brøndby IF’s hovedsponsor, Kasi Group, krydser administrerende direktør, Jesper Nielsen, fingre for, at politikerne i Brøndby giver grønt lys for et salg. Han har nemlig postet mange penge i et stort og ambitiøst håndboldprojekt, Albertslund/Glostrup Håndbold, og har planer med Brøndby Hallen. »Vi vil være en fast lejer i Brøndby Hallen – det er der ingen tvivl om. Det skal være vores fremtidige hjemmebane«, siger Jesper Nielsen, der personligt kan se to scenarier for Brøndby Hallen, som han ifølge eget udsagn har talt med Per Bjerregaard om. »Det ene setup er, at man bygger en multiarena med plads til mange flere tusinde tilskuere end i dag, og som er fuldstændig opdateret, lækker og flot. Den anden mulighed er, at man smårenoverer hallen og gør den up to date, så man kan drive en fornuftig håndboldforretning«, siger Jesper Nielsen, som godt kan leve med den sidste løsning, da den nuværende kapacitet på omkring 5.000 tilskuerpladser harmonerer fint med Albertslund/Glostrup Håndbolds ambitionsniveau. Kommunen lever med en stram økonomi At Brøndby Kommune ønsker at skille sig af med sine forpligtelser skyldes, at Brøndby som så mange andre kommuner lever med en stram økonomi. Borgmester Ib Terp har ingen kommentarer til sagen, men hans socialdemokratiske partifælle Anne-Mette Stampe siger: »Vi står i en kattepine og mangler penge til den almindelige drift af det sociale område«. Uenighed om salget Foruden driftsomkostningerne, som i det nuværende budgetår løber op i knap to en halv million kroner, er behovet for en renovering af hallen også et argument for at sælge til byens stolte fodboldklub, siger Anne-Mette Stampe – kommunen har simpelthen ikke råd til at gøre hallen tidssvarende. Eftersom Brøndby Hallen er en selvejende institution, er det bestyrelsen i hallen, der skal godkende et eventuelt salg. Men da to af bestyrelsens medlemmer er byrådspolitikere – borgmester Ib Terp (S) og idræts- og fritidsudvalgsformand Franz Hansen (S) – skal byrådet beslutte, hvad de skal have mandat til. Og da Brøndby Kommune ejer grunden, som hallen er placeret på, skal byrådet også tage stilling til et salg af jorden. Kun Brøndby IF er inde i billedet som køber Kun Brøndby IF er inde i billedet som køber, så kommunen på den måde kan kontrollere, hvad hallen skal bruges til, og ifølge Politikens oplysninger er prisen for hele pakken omkring 35-40 millioner kroner. Og så vil kommunen 10 år frem i tiden have sikret sig, at den som i dag – til samme pris – kan leje sig ind i hallen, så byens mange foreninger ikke bliver hjemløse. »Men der kommer også en tid efter perioden«, siger Franz Hansen, der er modstander af et salg. Og modstander af, at der ikke er planer om at etablere en udbudsrunde. »Det vil give os den bedst mulige pris, men nu må vi se, hvad der sker«, siger udvalgsformanden, der ikke ønsker at udtale sig yderligere, inden byrådet har truffet en beslutning i morgen.






























