At Team CSC’s franske sportsdirektør Allain Gallopin i forbindelse med dagens Tour-præsentation i Paris tippede det danske mandskabs ny enehersker i de store nationale rundture, Carlos Sastre, som vinder af næste sommers styrkeprøve på de franske landeveje, kommer næppe som den store overraskelse. Væsentligt mere uventet er det, at denne partiske vurdering bakkes op af en mand, der ikke har den ringeste interesse i at lancere den sympatiske spanier som en kommende favorit.
Millar: Han fortjener det
For det var en af de få tilstedeværende aktive ryttere i Palais des Congrés, den fortabte britiske søn David Millar, der uopfordret underbyggede Gallopins promovering af Sastre.
»Ja, jeg tror faktisk, at Sastre kan vinde den Tour. Og jeg håber det. Han er en rytter, der fortjener en sådan triumf«, sagde David Millar, der bl.a. var med Paris, fordi Touren starter i Storbritannien.
Når CSC-chefen Bjarne Riis ikke i Palais des Congrés kunne udtale sig om mulighederne, skyldes det, at han fortsat ferierer. Men det skulle ikke undre, om han via sin spindoktor Brian Nygaard har indpodet Gallopin den ubetingede optimisme, som blev tilkendegivet.
Scleck i top 5 Den omfattede nemlig ikke kun Sastre, men udstraktes også til Fränk Schleck, så selv om CSC ikke længere har Ivan Bassos favoritværdighed at leve op til, skal holdet – for at indfri Gallopins forudsigelser – sørge for, at både spanieren og luxembourgeren slutter blandt de fem bedste. Om så de tre uger med start i London og finale i Paris passer til CSC-duoens evner, skal tiden vise.




























