Regnvejr ødelagde en del af kampprogrammet i dag i Rom, men danske Caroline Wozniacki nåede alligevel at gennemføre sin 2. runde-kamp mod amerikaneren Bethanie Mattek-Sands, der blev besejret med cifrene 6-1, 7-5 i løbet af godt halvanden time.
24-årige Sands, der er placeret som nr. 45 på verdensranglisten, havde ikke de rette våben til at bremse sin seks år yngre modstander på det tunge italienske grus, selv om hun gjorde god modstand i andet sæt, og dermed er der gjort klar til et meget interessant opgør i tredje runde for Wozniacki og ikke mindst danske tennisfans.




























