Langrendsløber Jonas Thor Olsens trang til at udvikle en træningsmaskine for selv at blive en bedre atlet er typisk for idrættens iværksættere. »Rigtig mange af dem er drevet af lysten til at skabe noget nyt og skubbe til en udvikling. Ofte er de stødt på et behov for fornyelse inden for deres egen idrætsgren, og det behov søger de så at opfylde gennem et eller flere produkter«, forklarer Martin Hedal, der er analytiker hos Idrættens Analyseinstitut (Idan).
Succes kræver kompetencer
I rapporten ’Idrættens iværksættere, teknologi og iværksætteri i den danske sportssektor’ har Martin Hedal analyseret området.
»Rigtig mange af idrættens iværksættere har en sportslig baggrund, og de ser det som en stor styrke, for de udvikler deres produkter ud fra den. Men der skal både teknologiske og kommercielle kompetencer til, før det bliver en økonomisk succes«, konkluderer han.
LÆS ARTIKELSkiløber bliver opfinder
»Dem, det lykkes for, har ofte begge dele. De formår at få deres idé eller produkt hevet igennem en bestyrelse, et advisoryboard eller at få anden inspiration udefra. De skal have stor indsigt i den verden, de går ind i, og det har mange af dem ved, at de selv har været i idrætten«. Succes tager tid
Adskillige af de virksomheder, som Martin Hedal har kigget nærmere på, har ikke succes endnu. De er stadig i vækst, og selv om vækst i sig selv kan betragtes som en succes, så er det svært at sige, om det ender som en overskudsforretning.
Det er det runde fodboldmål Global Goal et godt eksempel på. At ideen var god, var manden bag, Jesper Langhorn, ikke i tvivl om, alligevel var han ved at gå fallit efter flere års forgæves forsøg på at trænge igennem til den etablerede fodboldverden, der ikke umiddelbart kunne se samme lys i opfindelsen.
»Man skal bevise, at en idé eller et produkt virker, før idrætten tager det ind. Global Goal blev først en succes, da Parken Sport & Entertainment gik ind og investerede i det. Nu er målet på alle fodboldskoler, og det bruges af Premier League-klubber i England. Det viser jo, at ideen hele tiden har været god, men der manglede den kommercielle side – at få produktet ud og bevist over for idrættens verden«, forklarer Martin Hedal.
For selv om der er paralleller mellem idrættens frivillige ildsjæle og den gnist, som driver iværksættere, så oplever en del iværksættere, at de modtages meget konservativt. Konservativ idrætsverden




























