Amerikaneren Patrick Sandusky, en mand af irsk og polsk afstamning, spædet med lidt fransk blod – og for tiden en sjælden gæst i hjemmet i en forstad til Chicago, millionbyen ved Lake Michigan – kom forleden dag flyvende ind fra Milano til København, overnattede to gange og fløj så hjem til Staterne.
Men inden han igen så vort lands hovedstad fra himmelhøjde, nåede han at sige, hen over en beskeden skål yoghurt og alt for megen kaffe, at han håber, at Chicagos bud på de olympiske lege i 2016 kan tjene som model for andre ansøgere – også København.




























