Kulturministeren sår tvivl om OL-drøm

Kulturminister Carina Christensen (K) har ikke helt så varme drømme om OL på dansk grund som sin forgænger, partifællen Brian Mikkelsen, men hun vil dog ikke skyde idéen helt ned. Arkivfoto: Finn Frandsen/Polfoto
Kulturminister Carina Christensen (K) har ikke helt så varme drømme om OL på dansk grund som sin forgænger, partifællen Brian Mikkelsen, men hun vil dog ikke skyde idéen helt ned. Arkivfoto: Finn Frandsen/Polfoto
Lyt til artiklen

Visionen om at København i 2024 skal lægge arenaer og idrætsanlæg til verdens største idrætsbegivenhed, de olympiske lege, er siden Brian Mikkelsens regeringstid i Kulturministeriet gået fra blomstrende optimisme til en afdæmpet realisme. For første gang siden Carina Christensen afløste sin konservative partifælle som kulturminister i september sidste år, giver hun sit syn på den danske OL-drøm, der siden legene i Athen for snart fem år siden jævnligt har besnæret idrætsledere og politikere.

Langt mere lavmælt udmelding fra østjyde
Og udmeldingen fra den 36-årige østjyde er langt mere lavmælt end forgængerens.

»Det kan da godt være, at vi kan lære noget af London i 2012, og måske en dag få et OL i en mindre målestok. Men det er ikke lige noget, der ligger henne for enden af vejen. Der er meget langt derhen endnu«, siger Carina Christensen og tvivler på, at det økonomisk overhovedet er en opgave, som Danmark kan løfte.

»Nu har jeg selv været til paralympiske lege i Beijing, og det var dæleme stort. Sådan et OL kommer vi aldrig til at holde. Det kan jeg roligt sige«, siger kulturministeren.

London trækker måske i en lidt anden retning
Forskellige iagttagere af legene i Beijing i august sidste år har vurderet, at de samlede omkostninger for herlighederne løber op i 200 mia. kr. Mindst. Til sammenligning regner arrangørerne for London-legene, at de kan holdebudgettet inden for det halve.

»I sidste ende af afhænger det hele af, hvad der kommer til at danne præcedens for, hvad et OL skal kunne. Hvor Beijing viste noget helt enormt, så trækker London måske i en lidt anden retning. Lad os se, hvad der sker der. Måske en dag bliver der åbnet for en model, så et lille land som Danmark også kan løfte et OL«, siger Carina Christensen.

Så indtil OL i 2012 er overstået, så er OL-drømmen lagt helt på køl?

»Der er i hvert fald lagt noget realisme ned over den«, siger kulturministeren, der samtidig erkender, at hun ikke har brugt mange tanker på et fremtidigt dansk OL-projekt.

Dansk profil også uden et OL
OL-debatten blussede op i efteråret 2004, da Brian Mikkelsen vendte hjem fra legene i Athen med parolen »hvis de kan, så kan vi også«. Siden satte han rådgivningsfirmaet Rambøll til at undersøge de økonomiske konsekvenser og muligheder ved et OL i København i 2024.

I grove tal konkluderede Rambøll i foråret 2006, at et OL ville tynge samfundsøkonomien med 24,5 mia. kr., men til gengæld give et overskud på 500 mio. kr. Det fik daværende finansminister Thor Pedersen (V) til at kalde rapporten et skønmaleri, men selv om også Brian Mikkelsen tvivlede på økonomien, så fastholdt han troen på, at Danmark skulle og kunne afgive et bud på værtskabet i 2024. Det gjorde han lige indtil sin sidste arbejdsdag på ministerkontoret i Nybrogade i det indre København.

Kort før 2008-legene i Beijing sagde Brian Mikkelsen, der siden er blevet justitsminister:

»Hvis vi skulle søge om OL, så ville det mest realistiske også være 2024. Det er et spørgsmål om, at værtskaberne roterer mellem verdensdelene«.

2009 er udnævnt til sportsår

Den diskussion vil Carina Christensen slet ikke deltage i. »Hvis det var hans bud, så synes han nok, at det ville være fint at få det der«, siger hun.

»Jeg synes, at det er en god vision, men lad os nu holde fokus på, at vi faktisk har en handlingsplan for store idrætsbegivenheder, der kører sideløbende. Med den kan vi altså lave store ting i Danmark, uden det nødvendigvis lige er et OL«.

Den handlingsplan gav regeringen liv i 2007, da de bevilgede 45 mio. kr. om året fra 2008 til 2011 til Sport Event Danmark og Elitefacilitetsudvalget for at suge verdens opmærksomhed til sig i form af VM’er, EM’er og andre store begivenheder i alverdens idrætsgrene.

»Vi har udnævnt 2009 til at være sportsår. Vi har mere end 50 begivenheder rundt om i Danmark. Det betyder også noget for Danmark, og jeg vil ikke sidde og give et indtryk af, at jeg hellere ville have et OL. Den drøm kan blinke et sted ude i fremtiden som noget, vi måske godt kunne tænke os en dag«, siger Carina Christensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her