Selv om Caroline Wozniacki kun er 14 år og stadig har fire år tilbage af sin tid som junior, er det planen, at tennistalentet, som i fredags blev kåret til Årets Fund i 2004 af Team Danmark, Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Politiken, i 2005 skal prøve kræfter med turneringer på seniorplan.
»I første omgang handler det om at få noget erfaring, men Caroline skal heller ikke være til grin og stille op i de store turneringer og få tæsk af Venus Williams«, siger Carolines far, Piotr Wozniacki .


























