Som var de ude på en stille søndagstur, hvor de i ro og mag drøftede ugens små hændelser, mens de fik en god gang motion, trillede vennerne og amerikanerne Floyd Landis og David Zabriskie i går af sted på deres cykler mod Paris. Førstnævnte blev indimellem afbrudt af fotografer, som gerne ville forevige ham i selskab med andre end lige netop den amerikanske landsmand. Den retmæssige vinder For der var jo lige det ved denne fredsommelige pedaludflugt, at Landis var iført den gule Tour de France-førertrøje, han havde tilbageerobret døgnet inden. Og efter to gange tidligere under løbet at have givet afkald på den, bestemte indsatsen på lørdagens enkeltstart, at Landis var den retmæssige indehaver. Selv om han måske nok hyggede sig mere ved at småsnakke med Dave, var han ikke den, der ved denne lejlighed trodsede traditionerne, som på finaledagen bl.a. byder førstemanden i et af verdens mest fascinerende idrætsskuespil at medvirke i diverse arrangerede fototableauer, som siden distribueres ud over kloden. Afslappet Også aftenen inden, små 400 km længere sydpå i Frankrig, havde han fulgt de seneste mange års forskrifter for ejermanden af den gule trikot ved at stille op til en sidste stor presseseance. For en sådan lader sig kun vanskeligt presse ind efter selve afslutningsshowet på Champs-Élysées, der rummer så mange andre elementer. Så i sikker forvisning om, at intet under paradefærden til hovedstaden ville gribe forstyrrende ind i det etablerede klassement, gav Floyd Landis efter veludført tempotjans sin mening om dette og hint til kende i Monceau-les-Mines. Sædvanligvis møder hovedpersonen op til disse forestillinger iklædt den gule førertrøje, men Landis stillede i Phonak-arbejdsgiverens trikot og lagde grunden til en afslappet stemning, da han indledte med at fastslå, at han havde foræret den gule væk igen. Smilene kom også frem, da han svarede på en kvindelig fransk journalists nærmest bedende opfordring til at sige nogle gloser på værtsnationens tungemål. »Merci beaucoup, café og beer. Mere kan jeg ikke. Men det klarer jeg mig også fint med«, grinede Landis og så tilsyneladende stort på, at beer ikke just er fransk - han har nok alligevel fået den vare, han ønskede sig, når han har brugt ordet. En ulykkelig situation I flere omgange blev han bedt om at sige, hvad han følte ved at have vundet et Tour de France, hvor de forventede favoritter var blevet sendt hjem, inden løbet overhovedet var begyndt. Han søgte at undgå at kommentere det, og det nærmeste, han kom en stillingtagen, var disse bemærkninger: »Når I nu åbenbart ikke helmer, før jeg har givet min mening til kende, vil jeg gerne fastslå, at den situation, der opstod inden starten, var ulykkelig for os alle sammen. Ingen har haft nogen tilfredsstillelse ud af, at en række ryttere ikke fik lov til at starte. Og kan vi så komme videre?«. »Der er problemer« Den generelle dopingproblematik var også et gennemgående emne under pressemødet, og Floyd Landis blev bl.a. spurgt om, hvad forældre skal sige til deres børn, som elsker cykelløb, men også igen og igen ser, at deres helte pludselig ikke er med mere, fordi de er blevet udelukket. »Jeg mener, det er grundlæggende, at voksne lærer deres børn, hvad der er rigtigt og forkert. Sådan har mine forældre opdraget mig. Og jeg synes, det har givet et ganske godt resultat. Cykelsporten er for mig stadig den smukkeste idrætsgren i verden, og jeg håber at være en del af den mange år endnu. Selvfølgelig er jeg ikke blind for, at der er store problemer. Men når det især er vores idræt, der er i søgelyset, mener jeg, det hænger sammen med, at den har erkendt, at der er et uvæsen, som skal bekæmpes. Andre går måske mere stille med dørene og får dermed ikke i samme grad søgelyset rettet mod sig«. Religiøs opvækst Den retlinede indstilling, der i vid udstrækning præger Floyd Landis, kan - som han selv gør opmærksom på omkring børneopdragelsen - føres tilbage til opvæksten sammen med en bror og fire søstre i det stærkt religiøse samfund i den lille by Farmerville i Pennsylvania. Familien tilhører mennonitsekten, der er knap så kategorisk som amishsekten i afvisningen af den teknologiske tidsalders goder, men alligevel rigeligt til, at den hverdag, som Floyd Landis nu oplever, adskiller sig milevidt fra barndommens. »De menneskelige værdier, jeg fik fra mine forældre, har virkelig givet mig et uvurderligt fundament i livet. Og selv om jeg brød med deres levevis, da jeg flyttede til Californien og fuldstændig koncentrerede mig om at blive til noget som cykelrytter, er jeg stadig nært knyttet til familien. Der gik nogle år, hvor mit forhold til den var meget anstrengt. Men det var nok mest min skyld. Jeg følte, jeg på en eller anden måde havde svigtet ved at bryde ud og give mig i kast med en helt anden tilværelse. Den situation har imidlertid for længst ændret sig til det bedre. Og jeg er hvert år hjemme på et længere besøg i den lille landsby, hvor hele min familie stadig bor«. Ny hofte Den næste væsentlige begivenhed i den ny Tour de France-konges liv bliver den operation, han inden for den nærmeste fremtid skal igennem for at få en ny hofte. »Ingen kan vide, hvordan det vil gå, men jeg håber bestemt, jeg kan vende tilbage og vinde Tour de France endnu en gang. Måske ikke til næste år, men så senere. Det afhænger helt af, hvordan den ny hofte kommer til at fungere. Nu ser jeg imidlertid frem til operationen, som skal foregå i løbet af det kommende par måneder, med langt større fortrøstning. Jeg tog til Tour de France med det store mål at blive nr. 1. Det har været min drøm i årevis. Og det er en enorm glædesfølelse, der strømmer igennem mig. Min verden var ikke gået under, hvis jeg havde fejlet, som det jo en overgang så ud til. Men det havde da været en kæmpemæssig skuffelse. Ikke mindst fordi holdet har gjort alt for, at det skulle lykkes. Jeg håber imidlertid ikke, at Toursejren laver for meget om på min dagligdag. For jeg har egentlig indtil nu været en meget glad og tilfreds fyr«.