Hollandsk sejr i seksdagesløbet

Lyt til artiklen

Med en overbevisende styrkedemonstration i den afsluttende 75 minutters finalejagt sikrede sæsonens stærkeste par på de europæiske vinterbaner, hollænderne Robert Slippens-Danny Stam, sig også sejren i det 44. københavnske seksdagesløb efter tidligere i år at have vundet i Rotterdam, Bremen og Berlin. Intet at stille op Den hollandske duo erobrede med godt 10 minutter tilbage den afgørende omgang, som bragte dem alene i spidsen, og selv om den genetablerede danske konstellation Alex Rasmussen-Jacob Moe Rasmussen i samarbejde med par nr. 7 Jimmi Madsen-Giovanni Lombardi forsøgte at udfordre hollænderne, var der intet at stille op. Situationen under kontrol Slippens-Stam var ganske enkelt urørlig og forsvarede uden de store problemer positionen. I det hele taget virkede det under hele finalejagten, som om de havde situationen under kontrol, og den store spænding om udfaldet opstod der aldrig, selv om det feststemte publikum gjorde, hvad det kunne for at fyre op under rivalerne. Dermed må det fastslås, at 30-årige Slippens og den tre år ældre Danny Stam har udviklet sig ganske gevaldigt, siden de første gang optrådte på en københavnsk vinterbane. Det skete i 1999 i Forum, og da var der ikke meget, som pegede frem mod den aktuelle succes. Sluttede som agterlanterne For hollænderne sluttede nemlig som feltets absolutte agterlanterne med et minus på 52 omgange, men med hårdt slid har de langsomt arbejdet sig op i hierarkiet for aldrig at have været bedre end i øjeblikket. Inden finalejagten lå schweizerne Kurt Betschart-Franco Marvulli i spidsen foran Slippens-Stam med Matthew Gilmore, Belgien-Peter Schep, Holland, som det tredje par på omgangshøjde, mens par nr. 7 Jimmi Madsen-Giovanni Lombardi var en runde bagud. Kæmpede sig op Den dansk-italienske duo kæmpede sig imidlertid hurtigt op på niveau med de tre andre, men i den sidste ende rakte anstrengelserne altså trods voldsom opbakning fra publikums side ikke til mere end tredjepladsen, som sikredes i kraft af højere pointtal end Gilmore-Schep, mens schweizerne sad sikker på andenpladsen. Inden finalejagten havde Jimmi Madsen modtaget stående ovationer fra tilskuerne i den tætpakkede Ballerup Super Arena som anerkendelse af de fornemme præstationer, han har opnået gennem karrieren med OL-bronze og VM-sølv som højdepunkterne. Den sympatiske københavner har ganske vist endnu et seksdagesløb på programmet - han starter torsdag aften i Hasselt med Marc Hester som makker - men det var hans sidste optræden på hjemlig grund i konkurrencesammenhæng. Skulle forsvare sidste års sejr Den forløb ikke ganske, som han selv kunne have ønsket - ej heller som der var lagt op til i den oprindelige planlægning, hvor det var meningen, at han sammen med Jakob Piil skulle have forsvaret sidste års sejr. Piils langvarige skade umuliggjorde imidlertid det projekt, og desværre for Jimmi Madsen var erstatningen Giovanni Lombardi ikke i stand til at leve op til fordums vinterbanepræstationer. For dansk cykelsport som helhed bød de seks dage I Ballerup på store opmuntringer. Verdensmesteren Alex Rasmussen demonstrerede sit overdådige talent og blev med sin ustyrlige kampgejst vel nok feltets populæreste rytter. Samtidig understregede hans parløbsmakker på banelandsholdet Michael Mørkøv og Marc Hester netop de fremragende kvaliteter, de var tiltroet. Alex Rasmussen fik i finalen glimrende støtte af Jacob Moe Rasmussen, der som 31-årig er blomstret gevaldigt op i vinterbanesammenhæng, og i det hele taget registreredes ingen skuffende præstationer blandt de 12 danske deltagere i feltet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her