Når den spanske cykelrytter Roberto Heras og mange andre store sportsstjerner tør dope sig med EPO for næsen af et stadigt mere ivrigt korps af dopingkontrollanter, skyldes det, at risikoen for at blive afsløret, er uendelig lille. Det er to af verdens førende dopingforskere, danskeren Rasmus Damsgaard og italieneren Alessandro Donati, enige om. Den danske læge og muskelforsker siger i det seneste nummer af Ugeskrift for Læger, at stort set alle professionelle cykelhold arbejder systematisk med doping med EPO. Kontrollerer dopingmisbrug Rasmus Damsgaard tilføjer, at cykelholdene er blevet så gode til at kontrollere og skjule deres dopingmisbrug, at det kun er yderst sjældent, at deres hæmatokritværdier overstiger de forbudte 50 procent, som er en indikation på, at de har taget EPO. Den danske dopingforsker peger på, at dopingkontrollen ikke er opsøgende nok mellem konkurrencerne, hvor cykelrytterne ofte sætter EPO-misbruget i vejret. Desuden er det umuligt for dopingkontrollanterne at spore det nyeste EPO-produkt på markedet, DYNEPO. Rasmus Damsgaard mener, at alle cykelryttere, som deltager i internationale løb, i lighed med skiløberne bør have testet deres blod flere gange om året. »Folk kommer til at dø af doping med EPO, medmindre der bliver gjort en aktiv indsats for at bekæmpe det«, siger han til ugeskriftet. Chip til hjælp Danskeren er selv med til at forske i en metode, som ved hjælp af en chip og en simpel blodprøve kan bestemme genprofilen hos idrætsudøvere - og dermed et eventuelt misbrug af EPO, som netop ændrer misbrugerens genprofil. »Men inden den chip er fremstillet og klar til brug, vil der gå op til fem år. Indtil da er der frit spil for EPO-misbrugerne«, siger han. Den tidligere atletiktræner Alessandro Donati har som forskningsleder i Italiens olympiske komité været med til at opklare mange dopingsager de seneste 20 år. »De fleste professionelle cykelryttere kører i dag på et niveau, som ligger meget højt over, hvad deres naturlige evner formår. De tager ikke kun EPO, men også testosteron, væksthormon og andre stoffer. Men væksthormon kan ikke afsløres. Og risikoen for at blive taget i misbrug af testosteron og EPO er meget lille«. Vejen til succes er kort Italieneren mener, at fristelsen til at snyde sig til tops er langt større i sport end andre erhverv: »I et normalt erhverv skal man ofte bruge mange år, før man er på toppen af sin karriere. I sport er vejen til succes ganske kort. Fans elsker dem, der bliver nummer ét. Sekundære placeringer tæller ikke nær så meget. Og i sport er det ikke de kvalitative, men de kvantitative værdier, der tæller - altså de målbare resultater. Og de kan meget let forbedres med doping«. Alessandro Donati afslørede på den internationale mediekonference Play the Game i København i går, at verdenshandelen med doping er enorm, og at den styres af organiserede mafia-organisationer, som det kræver et internationalt regeringssamarbejde at komme til livs. »Mange millioner unge menneskers helbred står på spil. De sportsfolk, der doper sig, begynder ofte som teenagere. Deres trænere giver dem indtryk af, at alle andre også doper sig, og at det er nødvendigt for at klare sig i konkurrencen. Men det er de voksne idrætsledere, -trænere og -læger, der tjener flest penge på snyderiet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
Denne bølge af varme bliver en »lille, kort« en
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema




























