Belgisk himmelstormer vandt anden etape

Tom Boonen fra Quick Step i flabet positur efter etapesejren. - Foto: AP
Tom Boonen fra Quick Step i flabet positur efter etapesejren. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Storsmilende tog den 24-årige belgiske himmelstormer Tom Boonen (Quick Step) mod lykønskningerne efter sin overbevisende spurtgevinst på den 181,5 km lange 2. etape i Tour de France, der samtidig betød, at han overtog førstepladsen i opgøret om den grønne trøje med et forspring på fem point til nordmanden Thor Hushovd (Credit Agricole) og yderligere fire til sidste års triumfator i denne sammenhæng, den australske mester Robbie McEwen (Davitamon-Lotto). Men den bomstærke gut, der hidtil i denne sæson har hjemført 12 gevinster med Paris-Roubaix og Flandern Rundt som højdepunkterne, vil på ingen måde høre tale om, at han nu er at sammenligne med verdens førende rytter gennem tiderne, landsmanden Eddy Merckx. »Jeg er lidt træt af at blive holdt op mod Eddy, hver gang jeg har lavet et resultat. Og det er både på mine og hans vegne. For det er helt håbløst at sammenligne os. Eddy var en helt anden cykelrytter, end jeg er. Jeg er tilfreds med det, jeg kan præstere, og jeg prøver at udnytte mine evner maksimalt. Men jeg har eksempelvis slet ikke Eddys kvaliteter i bjergene. Jeg er glad for at blive fremhævet som Belgiens bedste cykelrytter lige nu. Det føler jeg da også, jeg er, men jeg er ikke i nærheden af at kunne måle mig med Eddy«, sagde Tom Boonen på pressemødet efter triumfen i Les Essarts. CSC forberedte Boonens Quick Step-mandskab måtte levere et markant sliderbidrag til den belgiske superafslutters opvisning ved at deltage i jagten på den udbryderkvartet, der længe så ud til at skulle have ganske gode muligheder for at holde hjem. Men efter at Team CSC havde gjort det forberedende arbejde, og Quick Step sammen med Davitamon-Lotto (Robbie McEwen) havde fulgt op, var vejen banet for Boonen. Det var ungareren Laszlo Bodrogi (Credit Agricole), franskmanden Sylvain Calzati (AG2R), spanieren David Canada (Saunier Duval) og værtsnationens store 2004-helt Thomas Voeckler(Bougyues Telecom), der søgte at overrumple sprinterholdene, men seks km fra mål tilintetgjordes deres dristige forsøg. »Vi sørgede til at begynde med for, at de fire ikke fik for lang afstand, men jeg mener ikke, vi tog et alt for stort slæb, som kan koste noget de kommende dage. Det er nu engang sådan, at holdet med den gule førertrøje har et vist ansvar, og det påtog vi os så. Men altså ikke i overdreven grad«, siger Team CSC's chef Bjarne Riis. Boonen kan vinde pointtrøjen Boonen har efter sit succesrige forår holdt en velfortjent pause og er nu tilbage som en meget seriøs aspirant til at vinde den pointkonkurrence, som også rivalen Robbie McEwen, der måtte tage til takke med tredjepladsen efter belgieren og Hushovd, har blikket rettet mod. »Foreløbig er jeg mere end lykkelig for at have vundet en etape, og så må vi se, hvad det ellers kan føre til. Det er meget vanskeligt at skulle koncentrere tankerne om både at komme først over stregen og holde øje med konkurrenterne i pointstriden. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg intet har at gøre i den samlede stilling, men nu handler det om at nå hele vejen til Paris«, siger Tom Boonen, der sidste år satte et fornemt punktum for sin Tour-optræden med succes på Champs Elysées efter også at have vundet 6. etape i Angers, men i dysten om den grønne trikot, der blev vundet af McEwen, måtte tage til takke med en sjetteplads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her