Basso i lyserødt for første gang

Kys til Basso efter dagens præstation. - Foto: AP
Kys til Basso efter dagens præstation. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Med kaptajnen Ivan Basso i overdådigt angrebshumør oplevede Team CSC en af sine mest succesrige stunder nogen sinde, da den 27-årige italiener erobrede den rosa Giro d'Italia-førertrøje efter en indsats på den 150 km lange 11. etape fra Marostica til Zoldo Alto, som gør det uhyre vanskeligt at ane, hvem der skulle have mulighed for at støde ham fra tronen. Ganske vist måtte Basso se sig slået i spurten om etapegevinsten af Giro-triumfatoren fra 2002 Paolo Savoldelli (Discovery Channel), da de to stred sig sammen til målet i 1.514 meters højde. Viste stor styrke Men CSC-topnavnet var i besiddelse af så enormt et kraftoverskud på den krævende rutes mest udfordrende passager, at han fremstod som værende i en klasse for sig selv. Og i det overordnede billede er han nu 18 sek. foran Savoldelli, mens vinderen fra 2001 og 2003 Gilberto Simoni (Lampre) befinder sig på fjerdepladsen med et minus på 2.27 min. Netop den sublime styrkedemonstration ved den første konfrontation med de virkeligt skrappe stigninger i den 88. Giro-udgave er imidlertid også det eneste, som bekymrer CSC-chefen Bjarne Riis en smule. Fejlfrit løb - næsten »Jeg synes, det har været en fantastisk dag og er overstrømmende glad både på Ivans og hele holdets vegne. Det kom ikke bag på mig, han var så stærk. Det har jeg hele tiden haft på fornemmelsen. Og hvis man overhovedet kan tillade sig at sige, at han begik en fejl, må det være, at han ikke var koldblodig nok undervejs. Men det er da svært at bebrejde ham noget som helst efter sådan en præstation«, lyder det fra en lykkelig Bjarne Riis i Dolomitterne. »Jeg havde gerne set, han havde været lidt mere afventende. Han var tilbøjelig til at føre for meget. Og jeg tror, han kunne være kommet alene til mål som vinder, hvis han havde disponeret anderledes. Men selvfølgelig var det også vigtigt for ham at få vist, at han er den bedste. Og det må man jo i hvert fald sige, at han gjorde. Det havde været rart med lidt større afstand til Savoldelli. Denne kan blive farlig og er fra nu af vores hovedmodstander«. »Det er for dristigt at påstå, at det her var den afgørende etape i Giroen. Dertil er der endnu alt for lang vej hjem. Men vi er da kommet et stort skridt videre. Og det var også betryggende, at Ivan længe havde støtte af flere af sine holdkammerater«. Overraskede på tredje bjergspurt Det var på vej op mod den tredje af dagens fire bjergspurter, Passo Duran, Basso overtog hovedrollen i det show, som ellers længe syntes at skulle præges af Lampre-mandskabet. Rytterne omkring sidste års sejrherre Damiano Cunego satte det meste af etapen et gevaldigt tempo, men det var mere, end den 23-årige himmelstormer selv kunne klare. Da Basso forcerede, måtte Cunego melde udsolgt, mens den 10 år ældre holdkammerat Gilberto Simoni helt af sig selv overtog jobbet som Lampres førstemand. Cunego er færdig Og da torsdagens prøvelser var overstået, havde Cunego sat lidt over seks minutter til og er dermed en færdig mand i klassementet. Iført den rosa trikot fightede Danilo Di Luca (Liquigas) længe heroisk for sin position og er da også fortsat indehaver af den sidste af podiepladserne. Men hver gang Basso skruede op, måtte Di Luca overgive sig. Det var CSC-trumfen til gengæld også nødt til overfor Savoldellis formidable evner på nedkørslerne. Det skaffede Discovery Channels es et lille forspring inden finaleklatreturen, og siden var han i stand til at følge Basso. Nye bjerge venter Atter fredag konfronteres rytterne med en krævende tinde, Passo di San Pelligrino, men den får næppe tilnærmelsesvis samme indflydelse på forløbet som gårsdagens strabadser. Bjerget, hvis top ligger i 1.918 meters højde, melder sig nemlig næsten umiddelbart efter den 178 km lange etape fra Alleghe til Rovereto er startet, og derefter skulle der være rimelig tid til at indhente eventuelt tabt terræn. Fra spurten i den tynde luft går det direkte mod dalen, og de sidste 60 km er forholdsvis flade. I øvrigt kan det vise sig nødvendigt med en omlægning af søndagens etape, som bl.a. omfatter passage af Giroens højeste punkt Passo dello Stelvio, 2.758 meter over havets overflade. Passet har været lukket for almindelig trafik siden efteråret, og der er netop faldet godt 30 cm sne i området. Så selv om vejrudsigterne umiddelbart ser lovende ud, er risikoen for laviner så overhængende, at der allerede er udarbejdet planer for en alternativ rute.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her