Stor hjælp fra lille tv-station

Lyt til artiklen

Dansk professionel boksning har næppe befundet sig på så højt et sportsligt niveau som i øjeblikket med WBA's verdensmester i supermellemvægt Mikkel Kessler som frontfiguren. I paradoksal modsætning står den kendsgerning, at aktiviteterne i den hjemlige førende boksestald i den forløbne vinter har befundet sig på det lavest tænkelige blus med VM-arrangementet i november som den eneste præsentation af Team Palles potentiale de seneste 10 måneder. Baggrunden for den beskedne stævnefrekvens er, at diverse hidtidige tv-samarbejdspartnere gennem de seneste år er sprunget fra, og i forbindelse med den medrivende begivenhed i Brøndby Hallen, da Kessler erobrede titlen fra puertoricaneren Manny Siacca, forudså Bettina og Mogens Palle risikoen for en fremtid, som næsten umuliggjorde en økonomisk tilfredsstillende fortsættelse af forretningen. Men disse perspektiver er afløst af anderledes lyse udsigter, efter at Bettina Palle i går offentliggjorde, at hun netop har indgået den hidtil længste tv-aftale i Team Palles historie. Det gjorde hun med blandt andre den tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund ved sin side, eftersom det er den nyeste danske sportskanal 4Sport, hvor han nu er projektkoordinator, der bakker de professionelle fightere op i de kommende fem år. »Det er en ønskeaftale, der sikrer stabilitet i en årrække, og det er dejligt, at vi nu kan se frem til et mere normalt sæsonforløb med tre-fire stævner både forår og efterår. Andet ville være synd og skam for de boksere, vi har til rådighed, men der ville have været grænser for, hvor længe vi kunne have fortsat uden en tv-makker, for på det seneste har vi sat mange penge til«, fastslår Bettina Palle. Det første arrangement, som udbydes, er næste fredags stævne i K.B. Hallen, hvor Martin Nielsen bokser hovedkamp mod den rutinerede amerikanske VM-fighter Charles Brewer. På spil står WBO's interkontinentale titel i supermellemvægt, og dermed slutter Martin Nielsen sig til den i forvejen talstærke skare af Palleaktører i denne vægtklasse, som bejler til en VM-trone. »Foruden dette stævne er det besluttet, at vi sender fra Mikkel Kesslers VM-kamp mod Anthony Mundine i Sydney 11. maj samt fra yderligere et herhjemme 10. juni og tre i efteråret. Derefter evalueres samarbejdet, men selv om der ikke er aftalt nogen nedre grænse for, hvor længe det kan strække sig over, ser jeg ingen grund til, at det ikke skulle løbe over de fem år, som vi nu er blevet enige om. Men det handler selvfølgelig om, at begge parter skal være tilfredse«, forklarer Preben Kragelund. 4Sport er blevet til i et samarbejde mellem tv-stationen DK4 og de hjemlige idrætsorganisationer og har bl.a. til hensigt at tilbyde en lang række transmissioner fra sportsgrene, der ikke er forvænt med tv-tid. Billederne kolporteres til forbrugerne af selskabet Canal Digital. »Vi tror meget på 4Sports grundlæggende idé om at beskæftige sig med idræt, der ikke sædvanligvis præsenteres på de allerede eksisterende kanaler. Imidlertid er det set fra et forretningsmæssigt synspunkt også nødvendigt med godbidder, og det opnår vi så blandt andet ved at kunne vise nogle af verdens bedste professionelle boksere«, fastslår Canal Digitals administrerende direktør, Jens B. Arnesen, der oplyser, at firmaet i øjeblikket leverer til cirka 170.000 parabolkunder samt omkring 650.000 husstande via antenneforeninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her