Da Michael Schjønberg sidste forår, meget overraskende, sagde farvel til bundesligaklubben Kaiserslautern - hvor han sluttede sin spillerkarriere og var blevet ansat som juniortræner - for at vende tilbage til dansk fodbold som cheftræner i Herfølge i tæt samarbejde med vennen Allan Nielsen, glædede han sig til at kunne spille en masse golf i fritiden.
Det er der imidlertid ikke blevet noget af. Nok er Herfølge-spillerne halvtidsproffer, men Michael Schjønberg har måtte indse, at det at være superliga-træner er mere end et fuldtidsjob. Fodbold hele tiden
»Jeg tænker fodbold hele tiden«, forklarer ekslandsholdsspilleren.
»Når Allan og jeg kører hjem fra Herfølge sammen, snakker vi fodbold og ikke om, hvad vi skal lave til aftensmad for familien. Når jeg ser fodbold i fjernsynet, funderer jeg over, hvad jeg kan lære af det og bruge som træner for mit eget hold«.
»Jeg ser fodbold på en anden måde end før, også hvis det drejer sig om en 'ligegyldig' trænings- eller ungdomskamp. Da jeg havde Kim Brink og Viggo Jensen som trænere i OB, grinede jeg lidt af, hvor meget tid de brugte til at analysere kampe, overvære træning og tænke over spillet. Nu ved jeg, at sådan må det være, når man er træner. Det er fuldtime. Det er egentlig kommet lidt bag på mig, at der er så stor forskel på at være træner og spiller«. Taktisk ændring nødvendig
I vinter har Michael Schjønberg funderet over, hvordan Herfølge skal komme op over nedrykningsstregen i Superligaen og blive hængende i landets bedste række.
Formentlig skal der laves den taktiske ændring, at østsjællænderne går bort fra at spille 4-4-2 og i stedet satser på en 4-3-3-formation, der kan ændres til 4-5-1, når modstanderne har bolden.
Herfølge var det hold, som i efteråret scorede færrest mål og lod flest gå ind, og en forklaring på det sidste var nok, vurderer Michael Schjønberg, at holdet i mange kampe for ofte blev 'trukket ud', så modstanderne fik megen plads at boltre sig på. Større konkurrence
Seks nye spillere er ansat til at styrke bredden og skabe større konkurrence om pladserne.
»Med de økonomiske midler vi har, har vi lavet nogle fantastiske indkøb«, fastslår Michael Schjønberg og fryder sig over, at flere af de nye ikke har kostet noget som helst. Den mest sikre i startopstillingen er forsvareren Auri Skarbalius, som stod øverst på Schjønbergs og Allan Nielsens ønskeseddel.
Cheftræneren glæder sig bl.a. over, at angriberen Ebrima Sowe, som Herfølge fik fra Køge sidste år, har forbedret sig meget og nu er i kondition og form til at spille 90 minutter. Truppen er god nok
»Han er springstærk, hurtig og kan nogle sjove ting. Han ser godt ud«, siger Michael Schjønberg, der også fremhæver, at en spiller som venstreforsvareren Jan Frederiksen har flyttet sig meget og er vokset i sit spil. Og hvorfor klarer Herfølge sig så fri af nedrykningsfaren?
»Fordi vi har en trup, der er god nok. Vi har en flok spillere, der har stor vilje. De fleste har flyttet deres grænser og fundet ud af, at de kan mere, end de troede«. På højeste niveau
Michael Schjønberg trives fint i jobbet og elsker udfordringer. Så Herfølge er et godt sted for ham at starte trænerkarrieren, som gerne skulle ende i Bundesligaen.
»Det er mit mål. Det er jeg ikke bange for at sige. Jeg spillede på højeste niveau og var på landsholdet , og jeg vil være træner på samme niveau«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
Det første, der møder mig i den danske pavillon, er en kvinde med enorme silikonefyldte bryster
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























