Brøndby under pres før opgør mod FC København

Lyt til artiklen

Bare en træningsturnering? Jo, det er da rigtigt, at der ikke er Europa Cup-pladser at spille om for deltagerne i Royal League, den nye nordiske vinterturnering. Men der er prestige og penge på højkant, klubberne kan gøre reklame for sig selv i tv-transmissionerne, tilskueropbakningen er ganske pæn, og oplægget og rammen omkring kampene (de fleste af dem) er løftet til et respektabelt niveau. Brøndby under pres Måske kommer der 17.000-18.000 på Brøndby Stadion til Brøndby-FCK i aften, og så vil omkring 40.000 have overværet de to gruppekampe mellem 'arvefjenderne'. Det er da meget godt til et par 'træningskampe' i december og februar - og intensiteten, tempoet og spillets kvalitet (fordi der spilles på glimrende græsbaner i Parken og på Brøndby Stadion) er altså på et seværdigt plan. Det underholdende og medrivende 1-1-opgør i december i Parken var en god propaganda for dansk topfodbold, og i aften skal der helt sikkert nok også blive 'knald på'. Fordi FCK med en sejr kan sikre sig videre deltagelse i turneringen uanset resultatet i den sidste gruppekamp, fordi Brøndbyspillerne skal rejse sig og tage revanche for den miserable 1.-halvleg i 0-3-mødet med IFK Göteborg - og fordi ingen af aktørerne vil tabe en Brøndby-FCK-match. Brøndby-panderynker Søndagens Brøndby-nedtur - der skyldtes en dårlig indstilling, som blev straffet af de langt mere parate og aggressive IFK'ere - har ført til små panderynker i BIF-lejren. Cheftræner Michael Laudrup brugte i går lidt tid på at sammenligne med sidste års forårspremiere i Superligaen, hvor hans hold efter at have brugt mange kræfter i UEFA Cup-opgørene mod Barcelona løb ind i en regulær knockout (1-6) mod Esbjerg, et nederlag, som rystede spillerne så meget, at et sikkert forspring blev sat over styr, så FCK kunne genvinde mesterskabet. Forskellen er, at Brøndbys pointforspring i superligatabellen er endnu større i år, og at nederlaget til IFK Göteborg altså er kommet i god tid før sæsonpremieren i den hjemlige liga, så der er tid til at rette op på fejltagelserne, som førte til et forsmædeligt, pinligt nederlag. »Det gælder om at være klar i hovedet. Spillerne skal være mentalt klar hver eneste gang og må ikke tro, at sejrene kommer af sig selv«, formanede Michael Laudrup. »Hver enkelt må spørge sig selv: Hvad skal jeg gøre, hvad skal vi gøre for at vinde?«. »Jo, jo, vi erkender helt, at det var skidt i Göteborg, og vi har faktisk slet ikke haft brug for at tale meget om det. Enhver ved jo med sig selv, at vi ikke var tilstrækkeligt tændte, og at vi ikke investerede nok mod en flok meget motiverede og fysisk stærke svenskere«, siger anfører Per Nielsen. Både Michael Laudrup og Per Nielsen er godt tilfredse med, at netop FCK er modstanderen i aften. Det er jo ikke - burde i hvert fald ikke være det - noget problem at sætte sig op til en sådan prestigeduel, som er meget afgørende for, hvem af de to hold, der skal spille med om topplaceringerne i Royal League efter gruppespillet. Tobiasen udenfor På baggrund af søndagens kampe er FCK svag favorit. Københavnerne viste lovende offensive takter i den livlige, interessante 2-2-kamp mod Tromsø. Zuma, Alvaro Santos og Magne Hoseth lyste op - men forsvarsmæssigt var der visse problemer med timing i indgreb og konsekvens i opdækningen. Og træner Hans Backe ventes at udskifte bl.a. Ole Tobiasen, som var for langsom i vendingerne. Brøndby er stadig uden Thomas Kahlenberg, som har lidt problemer med en akillessene, men han træner med og er i fremgang, så han kan måske være med i Tromsø om en uge, når FCK i sidste indledende runde tager imod IFK Göteborg i Parken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her