Alt lignede sig selv på Farum Park, da kampen mellem FC Nordsjælland og Viborg gik ind i de sidste tre minutter. Gæsternes Christian Keller var trukket ned i hjørnet for at trække tiden ud, hjemmeholdet var bagud 2-1 og godt på vej mod endnu et nederlag, som igen ville medføre de sædvanlige fyringsspørgsmål til cheftræner Christian Andersen. Kampen vendte Så skete det mærkelige imidlertid, for efter at Christian Keller og bolden havde forladt hjørnet af FC Nordsjællands banehalvdel, blev der med tillægstid spillet yderlige fem minutter, hvor marginalerne ikke bare for denne kamp, men for en hel frustrerende efterårssæson pludselig vendte med stormstyrke i nordsjællændernes retning. I stedet for det forventede nederlag fik hjemmeholdet nemlig ikke alene udlignet, indskiftede Tommy Olsens mål til 3-2 i overtiden skaffede også Christian Andersens mandskab den første sejr i 12 kampe, mens Viborgs Morten Poulsen derudover lige nåede at lukke og slukke med et rødt kort. Troede ikke på det Se, der kan man tale en overraskende drejning på en kamp, gæsterne på det tidspunkt burde have lukket med en solid føring på mindst et par mål. »Helt ærligt, så troede jeg heller ikke selv på det, men så fik vi pludselig en masse af det held, vi har manglet tidligere, og det betyder jo alt for os. Det hele bliver så meget nemmere for os i vinterpausen nu«, forklarede en storsmilende FCN-anfører Jacob Rasmussen, mens Viborgs forstenede spillere stadig havde forskanset sig i omklædningsrummet ved siden af. Usikkert forsvar Her kunne jyderne se tilbage på mindst ti oplagte, men misbrugte scoringstilbud i kampen, hvor FC Nordsjællands forsvar som sædvanlig ikke hang sammen. En skadet Francis Dickoh manglede, og da reserven Kris Stadsgaard heller ikke kunne spille, måtte Christian Andersen helt ud i den yderste afkrog af spillertruppen for at finde 19-årige Daniel Jensen. Den unge forsvarer var hverken værre eller bedre end sine forsvarskolleger, men hjemmeholdets defensiv hang generelt slet ikke sammen. Stærk Denni Conteh Til gengæld var der udmærkede takter fremad banen, hvor Denni Conteh var blevet valgt som angrebsmakker til energiske Mads Junker, og netop Conteh skaffede FC Nordsjælland føringen, da han midt i første halvleg headede et hjørnespark fra Henrik Eggerts i nettet. Morten Poulsen udlignede imidlertid 10 minutter senere, da han fik lov til at stå fri ved bagerste stolpe efter indlæg fra amerikaneren Yuri Morales, og derefter fulgte så chance på chance, men hjemmeholdets målmand Kim Christensen spillede fremragende og blev først overlistet igen et kvarter før tid, da Morales efter adskillige forsøg endelig fik scoret med en flad afslutning. Poulsen udvist Det kunne have gjort ham til matchvinder, hvis altså ikke de sidste fem minutter havde vendt op og ned på det hele. Denni Conteh stod for udligningen, da en andenbold pludselig faldt ned for fødderne af ham i feltet, mens Mads Junker flot lagde op til Tommy Olsens sejrsmål. Endelig var der udvisningen til Morten Poulsen, som i frustration skubbede ud efter Morten Karlsen ved et indkast. »Spillerne skal have stor tak for at rejse sig. Vi har alle sammen været mentalt slidte efter 11 kampe uden sejr, og derfor var den her sejr ekstremt vigtigt«, sagde Christian Andersen, som dog ikke helt slap for fyringssnakken. »Én sejr ændrer ikke på, at vores efterår har været skuffende, men jeg har ingen kommentarer til, om Christian Andersen også er træner efter vinterpausen«, lød det fra klubejer Allan K. Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dialogen er klasser over, hvad man er vant til
-
Klassiker kollapser totalt på Det Kongelige Teater
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Filmstjerner indgår forlig efter anklager om seksuel chikane
-
»Femtekolonnevirksomhed«: Partileder kritiseres for møder med kontroversiel Trump-støtte
-
»Velkommen Mark – du er blandt venner her«: Europa tager imod nær ven midt i Trumps trusler
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld. Det er systematisk omsorgssvigt
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























