Møller sørgede for forløsning i Parken

Peter Møller var dagens mand i Parken. - Foto: Pelle Rink
Peter Møller var dagens mand i Parken. - Foto: Pelle Rink
Lyt til artiklen

4-0 vandt københavnerne over AaB, og som en højere form for retfærdighed var det med Peter Møller i hovedrollen. Den 32-årige angriber har med sin aldrig svigtende fight og kompromisløse professionalisme om nogen holdt skuden FC København flydende i et problematisk efterår. God i modgangstider Peter Møller er ikke et teknisk vidunder, og nogen decideret målsluger har han heller aldrig været i FCK, men som sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm tidligere har udtrykt det, så er Peter Møller altså en god mand at have i modgangstider. Søndag kom så belønningen, da netop Møller otte minutter før tid løb direkte ind i et perfekt indlæg fra Sibusiso Zuma og effektfuldt hamrede det sidste mål i et sjældent hattrick i nettet. »Jeg ved, hvor svært det er at lave tre mål i samme kamp for den her klub. Jeg tror, at Harald Brattbakk var den sidste, som gjorde det, og det har var været en form for målsætning for mig. Derfor blev jeg også så glad«, forklarede Møller, der efter målet til 4-0 ganske rigtigt faldt på knæ med knyttede hænder. Savnet storsejr For FC København var det heller ikke helt lige meget, om opgøret mod de nordjyske gæster blev vundet med et eller fire mål. »Her i efteråret har vi savnet den kamp, hvor vi alle sammen er 100 procent, hvor vi udnytter vores chancer og vinder med stor margin. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at den først kommer nu, hvor efteråret næsten er forbi, men bedre sent end aldrig«, lød det fra Møller, der selv åbnede scoringen efter en lille halv times halvkedelig komme-i-gang-fodbold . FC København var dog klart det mest aggressive mandskab, og især Magne Hoseth samt de myreflittige Christian Traoré og Hjalte Nørregaard trykkede godt fremad. Sikkerhed fremfor alt i FCK-forsvaret Sidstnævnte forfulgte en bold i feltet, lagde tilbage til Hoseth, hvis kiksede afslutning røg direkte hen for fødderne af Peter Møller, der bugserede den forbi Jimmy Nielsen i AaB s mål. Føringen var på sin vis fortjent nok, og den blev hurtigt udbygget, da stopperen Dan Thomassen tre minutter senere sprang højt, højt til vejrs og headede en hjørnesparksbold ind til 2-0. I den anden ende af banen fortsatte FC Københavns defensiv den aftalte påpasselighed og sikkerhed frem for alt, hvilket nu heller ikke var specielt vanskeligt mod gæsterne, der kun sjældent udfordrede FCK-defensiven og aldrig med tyngde eller tro på tingene. Skuffet AaB-træner Martin Ericsson var blevet gjort klar, men AaB s normale kreatør optrådte klart hæmmet af sin skade, og svenskeren fik absolut intet udrettet, inden han efter 55 minutter blev skiftet ud. På det tidspunkt havde Peter Møller gjort det til 3-0 efter glimrende forarbejde af Jesper Bech, hvorefter indskiftede Zuma altså lagde op til det sidste Møllermål i en lille ydmygelse af gæsterne, som ellers var kommet til Parken med selvtillid. »Jeg synes faktisk ikke, at FC København spiller specielt blændende. Vores attitude er imidlertid meget dårlig. Jeg har ikke sagt noget til mine spillere endnu, for jeg er skuffet, de er skuffede, og så får man måske sagt nogle dumme ting«, sagde AaB s træner, Erik Hamrén.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her