Tættere på nordisk håndbold-superliga

Lyt til artiklen

Den nordiske håndboldliga for mænd rykker tættere på. Kolding-direktøren Jens Boesen taler med begejstring om de sportslige og økonomiske udviklingsmuligheder for de nordiske klubhold, og hvis man skal tro hans optimistiske vurderinger, så vil de første kampe om en nordisk mesterskabstitel på klubplan blive spillet om et år. På dansk håndbolds vegne deltager Jens Boesen og GOG's direktør Arne Buch i forhandlingerne med repræsentanter fra de øvrige nordiske lande: Sverige, Norge og Finland. Og dét, disse håndboldforretningsmænd taler om, er en nordisk liga på 16 hold sammensat af de fire bedste mandskaber fra hvert land. »Måske må vi nøjes med en mindre turnering det første år, men jeg er overbevist om, at vi ser de første kampe i den nordiske liga i det tidlige forår 2004. Den nordiske liga er ganske enkelt nødvendig, hvis håndboldsporten skal udvikle sig og overleve på underholdningsmarkedet - og for topholdene kan det kun ske, hvis de har adgang til større økonomier, og en sådan er den nordiske region«, siger Jens Boesen. Projekt klar til virkeligheden Han har arbejdet med projektet i tre år, og nu er tiden inde til at føre det ud i virkeligheden, mener han. »Der tænkes stort og skabes fusioner i det nordiske erhvervsliv hver dag. Og de store firmaer er interesserede i, sponsormæssigt, at operere i store områder - og dét gør de norske lande med 25 millioner indbyggere attraktivt. Derfor vil en håndboldliga, der spiller på tværs af grænserne og som transmitteres i tv, have appel hos de store firmaer. Her i Kolding har vi svenske og finske virksomheder, og ingen af dem har nogen interesse i at støtte det lokale idrætsliv eller håndboldklubben specielt - men er der derimod tale om en liga, der breder sig til hele Norden, så er sagen en ganske anden«, lyder det fra Jens Boesen. Modstand i miljøet Hans danske partner i det nordiske projekt, Arne Buch, er lidt mere afdæmpet - for han kan ikke få øjnene helt væk fra den politiske modstand i det danske håndboldmiljø. »Jens Boesen er altid optimistisk, og optimist skal man bestemt også være, hvis man skal tro på, at den nordiske liga bliver til noget i 2004. Jeg vil ikke sige, at det er urealistisk, i hvert fald ikke med en turnering, der er begrænset i sit omfang, men der vil være modstand, idet turneringen jo indebærer, at de bedste hold i en periode tages ud af de respektive nationale ligaer. Nogle vil mene, at det vil mindske interessen for de hjemlige kampe, og derfor skal vort arbejde være så grundigt forberedt, at vi er i stand til at forklare, at den nordiske liga giver flere vindere end tabere i udviklingen af klubhåndbolden«, siger Arne Buch. »Jeg er sikker på, at den nordiske liga vil være et fremskridt, og at det vil være mere attraktivt at se de bedste nordiske hold mod hinanden end at se tv fra den tyske Bundesliga. Men hvis vi skal have opbakning i håndboldmiljøet, så skal vi være meget præcise i vores kommunikation. Det er altafgørende, hvis dette skal blive til noget«. Model med 16 hold Den eksisterende arbejdsmodel for den nordiske liga taler om 16 hold. Fire fra hvert land - som kvalificerer sig gennem et nationalt grundspil i en række med hver 12 hold. Grundspillet afvikles frem til 15. februar, hvorefter de fire tophold får plads i den nordiske liga. Her deles de 16 hold op i fire puljer med ét hold fra hvert land, og de fire puljevindere går i semifinalen, hvorfra finaleholdene findes på helt klassisk vis. Når den nordiske liga så er færdigspillet, går de 16 hold tilbage til deres respektive ligaer - hvor de tilbageværende 8 hold i hver liga i mellemtiden har spillet om fire pladser til det hjemlige mesterskabsslutspil. Og i dette slutspil får de selskab af de fire 'hjemvendte'. Samtidig afvikles ned- og oprykningsslutspil. »Det kan godt være, at denne mundfuld er for stor at sluge i første omgang, og at vi derfor må nøjes med en mere sparsom udgave, eksempelvis en mindre turnering med et eller to hold fra hvert land. Men vi nærmer os, og jeg tror på ideen«, siger Jens Boesen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her