Selv om Mogens Palle har fuldt op at gøre med de rent sportslige og arrangementsmæssige forberedelser til en stribe titelkampe i denne måned, har seniorpartneren i den største hjemlige professionelle boksevirksomhed også haft overskud til at engagere sin sagfører i en af de kommende begivenheder. Og det skyldes, at den drevne promotor og manager er indædt rasende over de vilkår, som en af hans VM-fightere, supermellemvægteren Rudy Markussen bydes på, når denne 16. november i Nürnberg skal søge at detronisere International Boxing Federations ubesejrede veteranverdensmester Sven Ottke. »Efter at have hørt, hvilke officials der er udpeget til opgøret i Tyskland, har jeg bedt min sagfører henvende sig til IBF med en officiel protest mod forholdene. For det første gik manden, der er IBF's ansvarlige for at vælge dommere og kampleder, rundt ved vort stævne for nylig i Esbjerg og proklamerede, at Rudy ikke har en chance mod Ottke. Den mening, synes jeg nok, han skulle have holdt for sig selv. Men da jeg så hørte, hvem han har sat til at lede kampen, forstår jeg det lidt bedre«, fortæller Mogens Palle. Dommersammenfald »Den ene dommer er hans søn, som har fungeret i ni af Ottkes opgør, den amerikanske kampleder har tidligere medvirket i to af tyskerens kampe, og de to øvrige dommere, hvoraf den ene oven i købet er tysker, i henholdsvis fire og to. Så jeg vil tillade mig at sættes spørgsmålstegn ved det ubetinget neutrale i denne besætning. Det har jeg så også gjort, men den første henvendelse direkte til IBF's præsident, Marian Muhammad, tyder ikke ligefrem på, at det vil føre til noget. Hun meddelte blot, at hun selv vil være til stede i Nürnberg og overvåge, at alt går rigtigt til. Men nu tager min sagfører altså affære. Om ikke andet får vi da markant tilkendegivet vores utilfredshed«. Usædvanligt korps Nu skal det straks slås fast, at gæstende aktører ved Stald Palles stævner langtfra altid har været begejstrede for dommernes voteringer. Men det må medgives, at ovennævnte sammensætning - ikke mindst med en tysker i dommerkorpset - forekommer højst besynderlig. Mogens Palles vrede kom til udtryk, mens han fulgte den udenlandske hovedkæmper ved fredagens VM-stævne i Falconer Centret under gårsdagens træning. Den 39-årige venezuelaner Leo Gamez var gennem en grundig svedetur med heftige aktioner inden mødet med World Boxing Associations verdensmester i bantamvægt, Johnny Bredahl. Hjem fra træningslejr Danskeren, der for ca. en halv snes dage siden vendte hjem fra USA efter syv uger i træningslejr, havde afsluttet sin arbejdsdag umiddelbart inden, men han havde en mand på plads, da Gamez udfoldede sig. Poul Duvill - kaptajnen i fitness.dk på Nygaardsvej, hvor boksernes sidste forberedelser afvikles - har længe hørt til Bredahls faste stab, og han studerede nøje, hvad sydamerikaneren havde at byde på. Og talte flittigt i mobiltelefon under seancen - sandsynligvis med Bredahl - om modstanderens stil. Duvill så næppe noget, der kunne overraske - eller for den sags skyld forskrække - hverken ham eller Bredahl. For nok er Gamez en sej håndværker med en lang og flot karriere bag sig. Men han har klare handikap i højde og rækkevidde i forhold til Bredahl. Og det umiddelbare studie af Gamez gør Bredahl til klar favorit. VM-titel i 1988 En kendsgerning er det imidlertid, at venezuelaneren har været verdensmester i fire forskellige vægtklasser. Og han satte sig første gang på en VM-trone i januar 1988 - endnu inden Bredahl overhovedet havde indledt sin professionelle karriere. Stråvægt, juniorfluevægt, fluevægt og juniorbantamvægt er de kategorier, Gamez er strøget til tops i. Den foreløbig sidste titel sagde han farvel til, da han 11. marts 2001 blev slået ud i 10. omgang af japaneren Celes Kobayashi i Yokohama.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Elisabet Svane svarede på spørgsmål: »Mine kolleger havde uhyre let ved at få dem til at sige noget«
Det har været en vild uge i dansk politik. Politisk analytiker Elisabet Svane har svaret på spørgsmål fra Politikens læsere.
Hun har fem altaner, men kan ikke bruge nogen af dem på grund af varmen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Analyse
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























