Fodbold: Svære betingelser for Milanotrioen

Lyt til artiklen

Martin Laursens udsigter til spilletid i AC Milan er stærkt forringet, efter at italienerne har købt Alessandro Nesta. Heller ikke Jon Dahl Tomasson kan vide sig sikker trods endnu en scoring søndag aften. På landsholdet er det tre af de mest sikre i startopstillingen, men hjemme i AC Milan kæmper Jon Dahl Tomasson, Thomas Helveg og Martin Laursen i øjeblikket hårdt for i kamp med en lang række verdensstjerner at vise deres værd overfor træner Carlo Ancelotti inden den forsinkede italienske sæsonstart om små to uger. Laursen længere bagud Senest er Martin Laursen blevet skubbet en plads længere bagud i køen af midterforsvarere, efter at milaneserne i sidste øjeblik inden transferdeadline hentede den italienske landsholdsstjerne Alessandro Nesta hos økonomisk trængte Lazio. Dermed skal Laursen nu kæmpe med Nesta, Paolo Maldini og den brasilianske verdensmester Roque Junior om pladserne i centerforsvaret. »Nesta er en hård gut at konkurrere med, og jeg må nok indrømme, at jeg havde håbet på, de ikke købte så god en spiller til min plads, for det vil givetvis betyde mindre spilletid til mig. Nesta er naturligvis købt til at spille«, siger den danske stopper, der dog ikke går i panik af den grund. Med kampe i Serie A, Champions League og pokalturneringen vil der på et tidspunkt blive muligheder for Martin Laursen og for den sags skyld Jon Dahl Tomasson, der længere fremme på banen er i lignende konkurrence med navne som Filippo Inzaghi, Rivaldo, Rui Costa og Andrej Sjevtjenko. Otte nye spillere I alt har AC Milan trods krisen i europæisk fodbold forstærket sig med sammenlagt otte spillere med landsholdserfaring i løbet af sommerpausen. »Det er uden tvivl den stærkeste trup, Milan har haft, mens jeg har været i klubben. Både Martin og Jon skal imidlertid nok få deres kampe, om det så bliver af den ene eller den anden årsag. Selvfølgelig er købet af Nesta en klar styrkelse af truppen, men med vores kampprogram vil der komme skader og karantæner, og Martin har bevist sit værd«, siger Thomas Helveg, der faktisk i øjeblikket ser ud til at være mest sikker på spilletid på sin position i højre forsvarsside. Milaneserne solgte mandag en af danskerens konkurrenter, rumæneren Cosmin Contra, til Atletico Madrid, og søndag aften spillede Helveg, der har haft problemer med anklen, uden problemer 60 minutter af Milans traditionsrige velgørenhedsopgør mod lokalrivalerne fra Inter. Mål af Jon Her optrådte Martin Laursen i de første 45 minutter, mens Jon Dahl Tomasson kom ind efter pausen og scorede kampens eneste mål. Alligevel er Danmarks VM-topscorer fortsat langt nede på listen, når de italienske sportsaviser gør sig kloge på AC Milans idealopstilling. »Da klubben gik ud og investerede i Rivaldo, røg Jon lidt ud af mediernes fokus, men han har scoret stort set hver gang, han har fået chancen, og som det ser ud nu, skal de to heller ikke kæmpe om den samme plads. Rivaldo og Rui Costa er bedst på den offensive midt, mens Jon også kan bruges på en af pladserne helt fremme, hvor han har store kvaliteter med sine dybdeløb«, forklarer Helveg. Den rutinerede fynbo kunne være en mulig afløser for den stærkt tvivlsomme René Henriksen i midterforsvaret mod Norge på lørdag i EM- kvalifikationskampen. »René er en vigtig mand. Det er vores anfører, og hans rutine vil være god i Oslo. Omvendt har vi gode erstatninger, Steven Lustü gør det for eksempel fint i norsk fodbold«, siger Martin Laursen, der selv døjer med en smule problemer i akillessenen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her