0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om OL i Tokyo 2021

Galop: Millionærer dyster på galopbanen

Det måske bedste felt nogen sinde kommer til start i Scandinavian Open Championship. Galopbanen byder desuden på flere andre storløb, og herrerne skal ride om HM Dronningens Ærespræmie.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Feltet til DSM Scandinavian Open Championship (Gr. 3) i eftermiddag på Københavns Galopbane er kun på seks heste, men hvilke seks.

Tilsammen har de vundet næsten 30 millioner kroner med den tyske gæst Caitano som absolut topscorer med over 15 millioner kroner på præmiekontoen.

12 heste fra Skandinavien, Tyskland og England stod ellers tilbage i løbet ved næstsidste indskud og havde betalt 8.000 kroner for at komme med i løbet, men kun seks blev endeligt starterklæret.

»Jeg tror, det er gået op for ejerne, at der ikke kan hentes en let sejr i løbet, for feltet er virkelig stærkt. Mange af de frafaldne har været meldt i storløb over hele Europa, og så har man valgt andre løb, hvor modstanden var lettere, for Valley Chapel og Dano-Mast er altså ikke hvem som helst«, vurderer sportschef Tom Christensen.

Men to tyske heste, Caitano og Street Poker, har valgt at tage turen til København for at løbe om den halve million kroner. Caitanos træner, Andreas Schütz, lægger ikke skjul på, at han forventer at vinde løbet:

»Ellers var vi ikke rejst til København. Caitano er en meget stærk og sund hest, og selv om han er blevet otte år, kan han stadig klare sig blandt de bedste. Det så vi i hans sidste to starter, hvor modstanden var meget stærk. Han er ligeglad med, hvilken position han får undervejs, bare det er et reelt løb, men hvis der ikke kommer fart nok på undervejs, kan han også selv gå i front og sætte tempoet«, siger Andreas Schütz, der i tysk derby for en måned siden kunne fejre, at hans heste var et, to og tre. Han anser Dano-Mast, Valley Chapel og Street Poker for at være de værste modstandere.

Caitano er for øvrigt en meget international herre, der har løbet over hele verden, herunder i Hongkong, Australien, USA og Dubai. Det samme er hans ejer, japanske Gary A Tanaka, der er en af verdens mest fremgangsrige hesteejere med heste i træning i både Fjernøsten, USA og Europa.

Det danske håb, Dano-Mast, var senest slået med syv længder i Stockholm af Valley Chapel, som han dog gav fire kilo.

»Banen var alt for hård for ham, og jeg er glad for, at der er kommet noget regn, men det bliver svært alligevel«, siger træner Flemming Poulsen om chancerne, hvor vægtforskellen denne gang kun er et kilo.

Seje kæmper
Dagens andet internationale storløb er PC Shop Danmark Open Mile (L) om 135.000 kroner, hvor feltet er på ti heste. Favoritten bliver uden tvivl Bellamont Forest, der er i træning hos Ole Larsen i Sverige. Så sent som torsdag aften startede den mørkebrune vallak i Oslo i Polar Million (L) og var tæt anden.

Det er ret usædvanligt, at galopheste starter med så få dages mellemrum, da de normalt skal have længere tid til at restituere sig, men mon ikke han er med til at gøre op om løbet alligevel. Blue Mountain løb også i Oslo og skulle have startet i dag, men har slået sig på det ene ben og kommer ikke. Den hårdeste modstand kommer uden tvivl fra norske Exbournes Wish, der kommer frisk til start, og som i år har vundet to løb i tre starter.

Også i HM Dronningens Ærespræmie kommer nogle seje kæmper til start. Her drejer det sig ikke om hestene, men om de mandlige amatørryttere. Både Torben J. Antonsen (der har vundet løbet fire gange) og Thomas Sandstød (bror til cykelrytteren Michael) har været aktive i mange år.

Sidstnævnte har vundet løbet fem gange tidligere og har igen i år en god mulighed med Washington, mens Torben J. Antonsen rider formhesten Mufasa. De to vil sikkert få hård modstand fra svenske Niklas Loven, der rider Dialitha, men mon ikke det bliver en fra det danske hold, der skal i audiens hos dronningen for at takke for ærespræmien? Statistikken taler i hvert fald for det.

Babyer i ilden
Babyerne, de toårige heste, skal ud i årets første storløb, Hørning Parket Skandinavisk Opdrætningsløb, hvor der er 120.000 kroner at løbe om. Hoppen Amalia skinner her i øjnene efter sejren i Skandinavisk Mesterskab på Øvrevoll. Træner Søren Jensen melder, at Amalia er kommet sig godt over løbet, og at hun har arbejdet en smule i løbet af ugen. Søren Jensen forventer, at de hårdeste modstandere bliver Cajun Streak og Phoenix Fantasy.

Men da der er mange urutinerede heste i feltet, som kun har startet en eller to gange, kan der komme overraskelser. Til gengæld kan løbet give en god indikation af, hvilke der bliver årgangens bedste, da toåringerne normalt løber meget stabilt, når de har startet et par gange.

Sponsoren for araberhestenes storløb om 100.000 kroner kommer så langt væk fra som Mellemøsten, hvor Qatars væddeløbsklub har udsat ærespræmien. Danske Nokdaun, der i vinter var i Dubai, men ikke fik lov til at starte på grund af problemer med hans pas, bør være helt overlegen med op til ti længder foran modstanderne.

»Jeg mener i hvert fald, at jeg har den bedste hest og den bedste chauffør (Kim Andersen, red.), og hestene er er ikke bedre end dem, han slog i Frankfurt for tre uger siden«, siger ejer og træner John Andersen om Nokdauns chancer.

For spillerne bliver dagen ikke let, men til gengæld bliver der mulighed for de helt store gevinster, da der bliver spillet med fra både Norge og Sverige. Der er både skandinavisk kombination og trio samt supertrio, og sportschef Tom Christensen mener, at det kan bringe omsætningen på tre millioner kroner.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce