Et nyt kapitel i Christian Poulsens unge fodboldliv begyndte i går, da Schalke 04 bød klubbens VM-spillere velkommen til en ny sæson i den kongeblå dragt. I blandt dem var den danske landsholdsspiller, der sidste år blev solgt til den tyske storklub, men som spillede sæsonen færdig for FC København. Siden Christian Poulsen og resten af landsholdet for en måned siden vendte hjem fra VM-slutrunden, har midtbanespilleren holdt ferie - i et dansk sommerhus og i Grækenland. Første dag uden bold Men mandag sluttede det afslappende liv for Christian Poulsen, da han for første gang mødte til træning på anlægget i Gelsenkirchen. Det blev en dag uden den bold, som det hele handler om. »Vi mødtes ved 13-tiden og spiste frokost sammen, og så blev der taget billeder, som skal bruges til autografkort, så der har ikke været så meget fodbold endnu«, fortalte Christian Poulsen. Konditest Træning slap han dog ikke helt for, idet han senere på eftermiddagen sammen med sine nye holdkammerater - deriblandt Ebbe Sand - skulle igennem en løbetest, så træner Frank Neubarth kan se, om spillerne har holdt lidt for meget ferie. Men resultatet af den test frygtede Christian Poulsen ikke for på forhånd. »Jeg har løbetrænet op til starten, og jeg tror heller ikke, at jeg har mistet det hele efter VM«, sagde 22-årige Christian Poulsen, der er slået igennem på fodboldscenen i raketfart. Fra den vestsjællandske klub Holbæk gik turen ind til hovedstaden og FC København, hvor han fik sit gennembrud. Derefter fattede landstræner Morten Olsen interesse for den unge spiller, der ved årsskiftet blev kåret til Årets Fund i dansk idræt. Morten Olsen valgte at udtage Christian Poulsen til VM, og nu kan fodboldspilleren fra Asnæs så se frem til sin første sæson i en udenlandsk klub. I morgen rejser Schalke 04 til det sydlige Tyskland, hvor holdet skal ligge i træningslejr i en uge og spille et par træningskampe mod lavere rangerede hold. 10. august går det løs med første kamp i Bundesligaen, når Wolfsburg med blandt andre Kim Madsen og Thomas Rytter gæster Arena Auf Schalke, hvor der er plads til 62.000 tilskuere, og klubben meddelte for nylig, at der med 41.273 solgte sæsonkort i år er sat ny rekord. Drøm om titlen Træner Frank Neubarth vil være tilfreds med en femteplads, men de trofaste fans tørster efter et mesterskab. Schalke 04 vandt sit seneste mesterskab i 1958 - inden den bedste tyske liga blev døbt Bundesligaen - men den næsten 100 år gamle klub har i de seneste sæsoner været tæt på at vinde trofæet. Og de fleste troede rent faktisk, at det sidste år var lykkedes, inden det stod klart, at Bayern München havde snuppet mesterskabet i overtiden. De to danske landsholdsspillere skal være med til at indfri forventningerne. Siden Christian Poulsen i onsdags ankom til Tyskland og sammen med sin kæreste flyttede ind i det hus, som de i foråret fandt, er hans forventninger blevet indfriet. »Indtil videre har det været positivt. Der har været en masse praktiske ting, der skulle ordnes, og i dag (i går, red.) har jeg hilst på alle, så jeg tror først, at det er i træningslejren, jeg får et ordentligt indtryk. Men de er flinke alle sammen, og vi er blevet taget virkelig godt imod«, sagde Christian Poulsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
En fremmed art har indtaget universitetet
-
Politikens store rejsejournalist er død
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
-
»Det er jo ikke bare et problem for Tyskland, det er et problem for hele Europas sikkerhed«
-
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























