Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Fodbold: Ukendt præsident-kandidat er kendt på nettet

Lyt til artiklen

Onsdag træder DBU-formand Allan Hansen ind i en stemmeboks i Sydkoreas hovedstad Seoul for at afgive Danmarks stemme ved præsidentvalget i FIFA. Formanden har flere gange gjort klart, at DBU står over for et svært valg. For muligvis er Sepp Blatter korrupt, men alternativet, Issa Hayatou fra Cameroun, er fuldstændig ukendt for DBU. Den påstand virker en smule underlig, for det tog Politiken blot en lille times research på internettet at finde frem til følgende oplysninger om præsidenten for det afrikanske fodboldforbund. Issa Hayatou blev født for 55 år siden og voksede op i det nordlige Cameroun, hvor hans far var 'Lamido', en slags høvding, af Garoua. Hayatous bror Sadou gik ind i politik og blev præsident for Cameroun i starten af 1990'erne, mens Issa holdt sig til sporten, hvor han hurtigt blev en populær figur. Universitetslandshold Han kom på landsholdene i atletik og basketball og på universitetslandsholdet i fodbold, og han uddannede sig til idrætslærer, inden han stormede frem i de administrative rækker. I 1976 blev han generalsekretær i fodboldforbundet i Cameroun frem til 1983. Inden da var han i 1982 som leder af ungdoms- og idrætsministeriet blevet Camerouns sportschef for fire år. Issa Hayatou overtog efter et dødsfald i 1987 præsidentembedet i det afrikanske fodboldforbund, hvortil han er blevet genvalgt tre gange og nu har siddet på posten i 14 år. Ved det seneste præsidentvalg i januar 2000 fik Hayatou 51 af 54 afrikanske stemmer. FIFA-medlem siden 1990 Hayatou har desuden været medlem af FIFA's bestyrelse siden 1990 - siden 1992 som vicepræsident - og er formand for den organiserende komité bag den olympiske fodboldturnering. I december blev han medlem af Den Internationale Olympiske Komité efter tidligere at have arbejdet i foreningen af de afrikanske olympiske komitéer. Den fransktalende Pelé-fan bliver af både venner og fjender betegnet som en dreven og skarpsindig politiker, der er klog og pertentlig. Hans stærkeste allierede er præsidenten for det sydkoreanske fodboldforbund, Chung Mong- joon, og præsident for UEFA, Lennart Johansson, som begge er vicepræsidenter i FIFA. Mong-Joon støtter tilsyneladende mest Hayatou, fordi han ikke hedder Sepp Blatter, mens forholdet til Johansson er mere tæt. Hayatou støttede svenskeren i FIFA-valgkampen mod Blatter for fire år siden, og nu prøver Johansson at få væltet Blatter ved at støtte Hayatou tilbage igen. »Vi har arbejdet sammen i 12 år. Issa Hayatou er ikke bare en mand af ære, han er også meget produktiv, meget loyal over for fodboldspillet, og han viser, at han ved, hvad gennemsigtighed og loyalitet er. Jeg håber virkelig, han vil få sejren«, siger Lennart Johansson. Ønsker åbenhed Hayatous helt store parole op til præsidentvalget onsdag har netop været, at han vil skabe åbenhed omkring især FIFA's økonomi, og i et forsøg på appellere til de asiatiske fodboldforbund har han lovet flere pladser til Asien i næste VM-slutrunde, ligesom han er kendt for at kæmpe for at få en slutrunde til Afrika. Hvis han bliver valgt på onsdag, er han den første afrikaner, der kan smykke sig med titlen som FIFA-præsident. Den 55-årige far til tre er dog ikke pletfri. Hans popularitet dalede, da han for fire år siden kvajede sig og faldt i søvn under en VM-kamp i Frankrig foran et tv-kamera, og hans kritikere anklager ham for korruption og bebrejder ham, at afrikansk fodbold stadig lider under mangel på sponsorer og projekter, der kan udvikle fodbolden i Afrika. Alle disse oplysninger fortæller naturligvis ikke alt om Issa Hayatou. Men de er fundet hos BBC og andre medier på internettet, som alle og enhver har adgang til, og DBU's bestyrelse har endda haft siden midten af marts til at finde yderligere oplysninger om præsidentkandidaten. Nej til ukendt kryds Formand Allan Hansen har fortalt, at han ikke ønsker at sætte Danmarks kryds ud for en mand, han ikke ved noget om eller ud fra rygter og påstande. Er ovenstående nok til at tage stilling til, om Hayatou kan blive en god præsident for FIFA? Næppe. Men hvis man lægger oplysningerne sammen med de vurderinger og fakta, som DBU kan hente hos sine kontakter i både UEFA og FIFA og på Issa Hayatous kampagnehjemmeside og i det materiale, fodboldforbundet har fået tilsendt op til præsidentvalget, så burde det ikke være svært for DBU's bestyrelse at stykke et billede sammen af den afrikanske præsidentkandidat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her