Brøndbys førerhold går på søndag i gang med de afsluttende 14 runder i superligaen med et forspring på 10 point til den nærmeste forfølger. Men det skal ikke være nogen sovepude for mesterskabsfavoritterne, siger anfører Mogens Krogh, der fastslår, at ambitionen er at øge forspringet og vinde landets bedste fodboldrække med endnu større afstand ned til konkurrenterne. »Vi skal ikke ud og forsvare forspringet. Vi skal gøre det større, og jeg føler, at vi er gode og stærke nok til at leve op til den målsætning. Vi har samme hold som i efteråret, og spillemæssigt har det set godt ud for os i træningskampene. Her har Peter Foldgast været topscorer, og han er god at have i fin form, når Ruben Bagger trækkes med en mindre skade. Der er grund til en masse optimisme«. »Den første kamp på søndag mod OB i Odense er en nøglekamp«, siger Mogens Krogh videre. »Det er uhyre vigtigt, at vi vinder med det samme og kommer ind i rytmen. Så får de andre svært ved at røre os«. Krogh vil forlænge Mogens Krogh, 38, er indstillet på at tage en sæson mere, men der er endnu ikke gjort klar til underskrivelsen af en kontraktforlængelse. Det vil ske, når turneringen er kommet i gang, og han føler, at kroppen og benene stadig kan følge med og leve op til kravene i Superligaen. Både Brøndby og OB har to mand i karantæne. Brøndby skal undvære Krister Nordin, der i øvrigt er fodskadet for tiden, og Kenneth Rasmussen. OB må stille op uden topscorer Kaspar Dalgas og midtbaneslideren Dennis Siim. Daugaard som højre back Brøndby-træner Åge Hareide har i flere træningskampe anvendt Kim Daugaard som højre back, og på Kenneth Rasmussens plads i det centrale forsvar skal formentlig enten Allan Ravn eller Dan Anton Johansen spille mod OB. Mads Jørgensen, der var skadet i slutningen af efteråret, skal formentlig overtage Krister Nordins centrale midtbaneplads ved siden af Magnus Svensson. Bedre bredde i AaB I Aalborg konstaterer en optimistisk AaB-cheftræner Peter Rudbæk, at bredden i truppen er blevet forstærket med tilgangen af Mikkel Beck, Erik Bo Andersen og Stefan Schmidt, hentet i Lyngby. Stefan Schmidt har været med i samtlige træningskampe og gjort det godt på midtbanen. Mikkel Beck, der i foråret 2000 som lejesvend første gang på AaB-holdet spillede og scorede sig ind i landsholdstruppen til EM-slutrunden, faldt fint ind på holdet i lørdagens 4-0-træningskamp mod Vejle. Han spillede i front sammen med Thomas Augustinussen i den ene halvleg og Indrek Zelinski i den anden og scorede en enkelt gang. »Brøndby er formentlig væk. Vi andre skal spille om sølv og bronze, og vi er godt rustet til den strid«, siger Peter Rudbæk. Vejles målmand skadet Vejle fik lejemålmanden Jesper Christiansen ankelskadet under opvarmningen. Mandag vil det vise sig, hvor alvorlig skaden er, og om hans debut for Vejle i kampen på søndag mod Lyngby er i fare. Vejle havde ikke andenmålmanden Søren Jensen med i truppen, og derfor måtte man låne Kasper Jensen af AaB. Fanklub skal fjerne sne i Lyngby Nedrykningsdømte Lyngby slutter rækken af træningskampe i morgen mod Brønshøj. Måske kan den nye angriber Thomas Kjærbye, der har været skadet et par uge, få lidt spilletid. I weekenden lå der sne på opvisningsbanen i Lyngby, hvor Vejle skal på besøg i premiererunden, men cheftræner Hasse Kuhn siger, at man vil gøre alt for at komme i gang på søndag. »Vi vil hellere lægge ud hjemme mod Vejle end ude mod Esbjerg om to uger«, siger Hasse Kuhn, der er sikker på, at mange af medlemmerne i fanklubben Blue Vikings vil være parat til at hjælpe med at fjerne sneen, hvis det bliver nødvendigt sidst på ugen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
Det første, der møder mig i den danske pavillon, er en kvinde med enorme silikonefyldte bryster
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























