Danmarks håndboldkvinder fortsatte deres sejrsmarch ved VM i håndbold, da de søndag aften besejrede Holland så sikkert som 23-16. Så er det bedste om opgøret også sagt, og for danskerne gælder det om hurtigt at komme videre og fokusere på næste opgave: ottendedelsfinalen i morgen mod Angola i Bolzanos Stadthalle. Kampens manglende betydning fremstod i en uhyggeligt ringe spillet 1. halvleg lige så krystal klart som nattehimlen over Bolzano. Danmark var før opgøret sikker på førstepladsen i gruppe A, mens Holland ikke kunne blive bedre placeret end nummer fire uanset resultatet af mødet med de olympiske mestre. Svært at finde motivationen Danmarks indgang til opgøret stod også klart, da Mette Vestergaard, Lotte Kiærskou, Line Daugaard og målvogter Lene Rantala i minutterne før startsignalet tog plads på tribunen som de fire danske oversiddere. De har ved dette VM alle fire været en del af den normale danske startopstilling. Det gav så landstræner Jan Pytlick lejlighed til at prøve andet geled, der dog havde svært ved at finde motivationen til det ligegyldige opgør. Derfor forløb de første 30 minutter efter devisen Danmark ville ikke, og Holland kunne ikke. For hvis Danmark var et godt stykke under vanlig standard, så bekræftede Holland blot indtrykket fra VMs første fire kampe af et hold uden international klasse. Manglende præcision Før pausen var Danmarks store problem manglende effektivitet og præcision i afslutningerne. Der blev skudt af hjertens lyst, men for det meste himmelhøjt over Jokelyn Tienstras mål. Kun en behjertet indsats af Ditte Andersen og nogle gode redninger af Rikke Poulsen Schmidt samt den generelle stærke forsvarsindsats lyste op i den triste 1. halvleg, der sluttede 10-7 til Danmark. Tristessen fortsatte i 2. halvleg, der var pinagtig ringe, men hvor danskerne dog alligevel strammede sig an, og straffede det dårlige hollandske spil. I perioder mindede kampen dog aller mest om en god gang løbetræning. Når danskerne fik fat i bolden, susede de af sted i en kontra, der i den anden ende af banen dog oftest endte med en svag aflevering eller ringe afslutning. Lyspunkterne i det danske spil var få og kom kun i spredte glimt. Rikke Poulsen Schmidt var bedste dansker med en solid indsats i målet, og så fik GOGs venstre back Ditte Andersen endelig hul på bylden i landsholdsammenhæng. Hun var skudstærk og viste langt mere vilje end tidligere i den rød-hvide dragt. Stregspilleren Mette Melgaard var igen solid i forsvaret og fik også vist sin farlighed i angrebet. Så er det dog også sagt. Resten var gråt i gråt. Christina Roslyng var fuldstændig usynlig på venstre fløj, og det samme var kollegerne i den anden side, Josephine Touray og Louise Pedersen. Rikke Hørlykke vikarierede for anfører Mette Vestergaard som højre back, men den normale GOG-playmaker kunne slet ikke leve op til den fremagende indsats i kampene mod Frankrig og Ukraine. Heller ikke dagens anfører, Ikast-spilleren Kristine Andersen, vil se tilbage på kampen mod Holland som en af sine mest mindeværdige. Eneste positive element i kampen var sejren, der kom i hus på en dårlig dag. Og det er jo også en kunst.