FC Københavns færøske angriber Todi Jónsson har med stor sandsynlighed spillet sin sidste landskamp for den lille ø-nation. Den 25. marts vendte boldteknikeren hjem fra landsholdstjeneste i Luxembourg med en alvorlig fiberskade, og eftersom det langtfra er første gang, Todi Jónsson er blevet skadet efter at have været i kamp for Færøerne, har FCK-ledelsen - og til dels også angriberen selv - mistet tålmodigheden. »Jeg kan godt lide at spille for Færøerne, men det er rigtigt, at jeg tit vender hjem med skader. Denne gang er jeg for eksempel sat udenfor i fem til seks uger, og så er det, at jeg måske skal overveje bare at satse på FC København«, siger den 29-årige færing, der understreger, at beslutningen helt og holdent er hans egen. Helt upresset kan Todi Jónsson imidlertid ikke undgå at føle sig oven på de klare meldinger, der lød fra ledelsen i den københavnske klub efter angriberens seneste uheld, som indtraf allerede efter 20 minutters spil i 2-0- sejren over Luxembourg. Samtale med Allan Simonsen »Når vi i FCK passer på ham, fordi vi ved, han er skrøbelig, kan det ikke være rigtigt, at han vender hjem fra landsholdssamlinger og ligner en, der har deltaget i en grindefangst«, lød svadaen dengang fra FC Københavns sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. Todi Jónsson har allerede haft den første samtale om sin landsholdsfremtid med Færøernes landstræner, Allan Simonsen, der naturligvis er rystet over udsigten til at miste sin største profil. Den tidligere danske landsholdsstjerne ønsker ikke at gå ind i en offentlig mudderkastning, men understreger FCKerens betydning for det lille ø-samfund. »Hvis han stopper, er der mange, som bliver rigtig kede af det - mig selv inklusive. Todi er ikke bare en god fodboldspiller, han er også en god kammerat og et stort forbillede på Færøerne. Hvad angår udtalelserne fra Niels-Christian Holmstrøm, har jeg slet ingen kommentarer«, siger Allan Simonsen, der samler sit hold næste gang i begyndelsen af juni måned, hvor der venter to svære hjemmekampe mod Schweiz og Jugoslavien. Til den tid vil Todi Jónsson efter planen igen være tilbage på banen oven på sin fiberskade, men meget tyder på, at hans beslutning er truffet. »Jeg skal nok til at tænke på min egen person og være lidt egoistisk. Samtidig er der mange unge talenter på Færøerne, så det er ikke den store katastrofe, hvis jeg stopper«, siger angriberen, der netop er begyndt løbetræningen. Todi Jónsson regner med at være på banen igen i begyndelsen af maj måned - for FC København. Også en anden landsholdsspiller volder FC København problemer. Sydafrikaneren Sibusiso Zuma skal efter planen spille VM-kvalifikationskamp for sit land mod Zimbabwe den 5. maj. Det kolliderer med FCKs opgør i Superligaen mod Viborg dagen efter, og dermed er der lagt op til en ny konflikt mellem den københavnske klub og Sydafrikas fodboldforbund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dialogen er klasser over, hvad man er vant til
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Klassiker kollapser totalt på Det Kongelige Teater
-
Filmstjerner indgår forlig efter anklager om seksuel chikane
-
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld
-
»Femtekolonnevirksomhed«: Partileder kritiseres for møder med kontroversiel Trump-støtte
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























