Lyngby-direktør forsvarer sikkerhed

Lyt til artiklen

Et par episoder, der forstyrrede afviklingen af topopgøret i Superligaen mellem Lyngby og FC København, har bragt sikkerheden på Lyngby Stadion i fokus, men direktør Peter Packness mener ikke, at Lyngby har svigtet på dette punkt. Til kampen, der betragtes som en national højrisikokamp, var der, foruden en lille politistyrke, udkommanderet 50 kontrollører fra Lyngby, 30 fra FCK samt 12 sikkerhedsvagter, hvis ihærdighed ingen - heller ikke pressens repræsentanter - kunne betvivle. »Vi kan kun være tilfredse med den sikkerhedsmæssige side af kampafviklingen. Bortset fra at en enkelt tosse løb ind på banen i 2. halvleg, en situation man jo kun kan afværge, såfremt kontrollørerne står hele vejen rundt om grønsværen og holder hinanden i hånden, forekom der ikke en eneste uheldig episode«, siger Peter Packness. Ambulance skal med I den forbindelse mener direktøren ikke, at Lyngby som arrangør kan klandres for at have reageret for langsomt med at skaffe hjælp, da en ældre herre på den gamle tribune pludselig fik et ildebefindende og kontrollørerne dårligt anede deres levende råd. FCKs læge Frank Odgaard måtte yde assistance, inden manden endelig på en båre blev fragtet ud til en ambulance og kørt på Gentofte Amtssygehus. »At et menneske, der ellers sidder stille og roligt på sin stol, pludselig får et ildebefindede kan ingen - heller ikke kontrollører, der ikke er uddannet til at håndtere den slags - jo gardere sig imod. På Lyngby Stadion skete det endda på det mest uheldige tidspunkt, lige før kampen, hvor der var så stort pres på indgangene, at ambulancen ikke kunne komme frem«, vurderer Peter Packness og tilføjer: »Men vi har netop drøftet den situation, og det er sandsynligt, at vi for fremtiden, i forbindelse med større kampe, vil søge at få en aftale med Falck, så der hele tiden holder en ambulance klar lige uden for stadion«. Tilskuerrekord Sent mandag aften, da man også havde fået talt kortindehavere og sponsorbilletter med, kunne Lyngby FC fastslå, at tilskuerbesøget på Lyngby Stadion til kampen havde været 400 højere end antaget. »Der var i alt 7.645 inde, og det er for øvrigt det hidtil højeste tilskuertal til en hjemmekamp mod FCK«, fastslår Lyngbys direktør Peter Packness. Men i betragtning af, at der tidligere har været proppet over 13.000 mennesker ind til en fodboldkamp på Lyngby Stadion, kunne man mandag aften godt sidde og undre sig over, hvor de resterende 5.500 dengang var placeret. »Det var jo før vi fik den nye tribune, som naturligvis optager en del plads, og så kan jeg da også huske, at folk dengang virkelig stod som sild i en tønde, hvorimod der i mandags stadig var nogen plads at opdrive i stadions hjørner«, siger Peter Packness. Han kan byde klubbens sponsorer på fine forhold på selvsamme nye tribune, hvorimod det godt kan knibe med servicen på den gamle. Let at 'planke' den Som nu i mandags, hvor entre-indgangen bag denne var låst - hvilket dog ikke forhindrede unge gratister i at 'planke' den i stort tal - og hvor udsynet til banen blev generet af festlige (?) blå-hvide papirsstrimler hængt ned fra taget. »Jeg er blevet informeret om, at det var af sikkerhedshensyn, at man låste den gamle tribunes entre af, for bedre at kunne kontrollere tilskueradgangen gennem hovedindgangen«, oplyser Peter Packness.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her