Når man starter anden halvleg med at tage en scoringspause på 11 minutter, skal man altså tabe en håndboldkamp. Og det var netop, hvad Randers håndboldkvinder gjorde, da de søndag gæstede Virum-hallen. Blandt andet derfor vandt Virums hvid-blusede kvinder den uskønne affære med 23-18 efter en pauseføring på 11-8. På trods af den lange scoringspause var jyderne mod slutningen lige ved at skabe spænding i kampen. Anført af Cecilie Thorsteinsen kæmpede Randers sig tilbage, så de tre minutter før tid kun var bagud 18-21. Men primært på grund af Virums målvogter Esther Skibelund kom randrusianerne ikke tættere på, og Virum-mandskabet fik to vigtige point. Væk fra bunden Med sejren tog Virum et stort skridt væk fra bunden, og mon ikke snart man begynder at snakke om slutspil på de nordsjællanske breddegrader. »Overhovedet ikke, selv om nogle måske tænker på det. Når nogle af topholdene sætter så mange point til mod midterholdene, som tilfældet er i øjeblikket, kan man jo ikke regne med noget. Så derfor er målsætningen stadig, at vi skal undgå niende- og tiendepladsen«, siger Virums træner, Flemming 'Oliver' Jensen. Især 1. halvleg var en trist oplevelse for de 480 tilskuere. Ingen af de to holds angreb fungerede optimalt, der blev smidt mange bolde væk i begge ender, og havde det ikke været for de to målvogtere - Esther Skibelund hos Virum og Mia Falborg i Randers« mål - samt to solide forsvar havde folk slet ikke fået noget for pengene. Godt skydende De to hold fulgtes pænt ad i starten, men hurtigt viste det sig, at Virum var en smule bedre skydende end deres modstandere og konkurrenter i midten af håndboldligaen. Efter 21 minutter var stillingen 6-6, men så viste forskellen sig, og Virum vandt de sidste ni minutter med 5-2 og kunne altså gå til pause med en tre-måls-føring. De sidste 30 minutter startede som sagt med en lang scoringspause af Randers, og det benyttede Virum til at bringe sig foran med 15-8. Så blev hjemmeholdet til gengæld ramt af lidt »gummiarm«, og der kom lidt spænding tilbage i kampen. Cecilie Thorsteinsen, der blev kampens topscorer med syv mål, lavede fem mål i den periode, og Randers kom tilbage til pausens udgang, hvor Virum førte med tre. Men tættere kom Randers ikke. Stærk målvogter For på vigtige tidspunkter viste målvogter Skibelund sin klasse, da hun reddede blandt andet tre straffekast, og hun var da også godt tilfreds efter præstationen, men forklarede den med beskedenhed. »Jeg stod foran et virkeligt godt forsvar, og så fik jeg en god start. Men det spiller også ind, at kampen var så vigtig, som den var. Det sætter en ekstra op«, siger Esther Skibelund til Ritzau. Randers-træner, Morten Arvidsson, mente også, at det gode målmandsspil i Virum-målet var hovedårsagen til nederlaget, men han mente dog, at hans egne skytter selv gjorde Esther Skibelund så god. »Vi skyder hende for meget i benene. Vi har mange gode chancer for at holde os inde i kampen, men i de situationer afslutter vi simpelthen for dårligt«, siger Morten Arvidsson.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø