Når VM starter i dag, bobler den danske optimisme som aldrig før, og ambitionen er for første gang nogen sinde at nå en kvartfinale.
Danmark har en svensk træner i en sportsgren, hvor Sverige har stolte traditioner med flere VM-titler gennem tiderne. Rusland, Frankrig, Italien, Tjekkiet, Tyskland og Hviderusland er også med. Og så tæller det danske hold i øvrigt en veteran på over 40 år. Lyder det bekendt? Starter VM i ishockey forfra? Hvad hulen har de nu gang i derinde på Rådhuspladsen? Tja, det er såmænd bare endnu et VM, denne gang i bordtennis, så Per Bäckman er udskiftet med sportschef Peter Sartz, der har 15 års anciennitet i dansk idræt, og Jesper Duus’ rolle som holdets ældgamle ankermand er overtaget af 41-årige Allan Bentsen. Hvor ishockeylandsholdet dog er en ny opfindelse blandt de allerbedste, så er Peter Sartz rejst til Moskva med et landshold, der vandt sølv ved EM tidligere på sæsonen, og som i hans øjne kan slå alle andre nationer – undtagen Kina. Målet er top-8 For to år siden i Guangzhou tangerede Danmark med en 11.-plads den bedste VM-placering nogen sinde, men nu er målet at nå i top-8, og til det formål er 41-årige Allan Bentsen blevet hevet frem igen. Dermed stiller Danmark til VM med både den regerende europamester i Michael Maze og europamesteren for veteraner. »Vi har et godt hold, og i sport handler det om at forbedre sig. Michael Maze har aldrig været bedre, vi har Allan Bentsen tilbage, og Finn Tugwell er stadig på toppen af sin karriere. De har alle prøvet at vinde, og de er i en rimelig form, så det er op til os selv. Det handler om at være klar i momentet, når afgørelserne falder«, siger Peter Sartz om de danske VM-udsigter. Danmark indleder stævnet i morgen mod Tysklands europamestre og skal slutte blandt de tre bedste i en gruppe, der desuden tæller Japan, Kroatien, Ungarn og Spanien for at avancere til en ottendedelsfinale og dermed være blandt de 12 bedste. Fire gruppevindere går direkte i kvartfinalen, toerne og treerne mødes i ottendedelsfinaler. Michael Maze smiler skævt ved sportschefens karakteristik af, at han aldrig skulle have været bedre, for efter en lang sæson, der blev indledt med en individuel EM-titel i september, erkender Michael Maze at han mentalt er slidt. »Jeg har før været i bedre form end lige p.t., men det er rimeligt. Jeg må erkende, at det har været hårdt endnu en gang at skulle komme i gang igen efter en skade, så træningsmængden har ikke været den største på det seneste, men jeg er jo ikke blevet en dårligere bordtennisspiller, og et VM er jo noget af det, man ser frem til at deltage i«, siger Michael Maze. Når Danmark kan slå alle andre end Kina, skyldes det, at Michael Maze som nummer 10 i verden uanset modstanderen altid har en reel chance for at kunne vinde to kampe, og så er det op til de to øvrige på holdet at vinde én af de tre resterende kampe. Nøglekampen for Danmark bliver formentlig den sidste i puljen mod Kroatien, der stiller op uden Zoran Primorac. Trods sine 41 år er Primorac som nummer 36 på verdensranglisten det ubestridte topnavn, der ved OL i Beijing for halvandet år siden besejrede Michael Maze. Kroaterne stiller derimod med Roko Tosic, der for nylig skrev kontrakt med BTK 61, hvor han afløser Michael Maze på klubholdet og dermed får Roskildeklubbens spillende direktør som arbejdsgiver. Det er i øvrigt Allan Bentsen.






























