Det er sjældent, Danmark erobrer medaljer ved de store internationale atletikmesterskaber, og det er f.eks. kun sket 12 gange i EM’s 76-årige historie.
Seneste succes blev leveret af den jyske overarm Joachim B. Olsen for fire år siden i Göteborg, men han er efter en flot karriere danset af, og det er svært at få øje på en atlet i den aktuelle trup, der kan følge op på kuglestøderens succes. Størstedelen af de 15 danske deltagere i Barcelona er unge talenter, der er med for at skaffe sig erfaringer på den store scene. »Baggrunden for den unge trup er dels et skridt på vejen i vores generationsskifte, dels en klar investering i erfaringer, som de danske talenter har brug for. De skal levere resultater på deres bedste nuværende niveau, men at de mangler rutine i at præstere ved store mesterskaber kan de jo ikke gøre for«, siger Dansk Atletik Forbunds cheftræner, Lars Nielsen, fra Barcelona.




























