Når Paulus Wildeboer midt under et indledende heat rejser sig fra sin plads på tribunen, kravler nogle rækker tættere på bassinkanten og med høje, gennemtrængende pift og viftende arme signalerer til svømmeren i vandet, at det skal gå hurtigere, tiltrækker svømmetræneren sig opmærksomhed. Det samme er tilfældet, når Paulus Wildeboer i uforsonlige vendinger kritiserer Lotte Friis for at bruge for meget tid på at deltage i hyldestarrangementer eller de mandlige danske svømmere for at være nogle tøsedrenge.
LÆS ARTIKEL Svømmelandstræner kritiserer Lotte Friis
Den højrøstede facon er afløst af tænksom indlevelse, når den 56-årige hollænder i en stilfærdig stund gør status efter sine første tre år som landstræner for dansk svømning, der selv midt i en guldalder rummer et massivt, uforløst potentiale, som Paulus Wildeboer med en forlængelse af sin kontrakt til efter 2012 gerne vil være med til at udvikle.
Dansk tilvending tog lang tid
»Jeg ser nogle fantastiske muligheder for dansk svømning, og jeg vil meget gerne være med til at fortsætte arbejdet«, fastslår Paulus Wildeboer indledningsvis med en stemme, der tydeligt indikerer, at der snart følger et forbehold.
For lige så vel som Wildeboers facon og forholdene omkring både det nationale træningscenter i Bellahøj og kriterierne for udtagelser til internationale mesterskaber har skabt bølgeskvulp i dansk svømning, har Paulus Wildeboer skullet bruge lang tid på at tilpasse sig et nyt land og dets foreningsbaserede historie. De unge skal trænes anderledes »Hvis jeg ikke kan ændre systemet, ønsker jeg ikke at være landstræner«, lyder den kortfattede udlægning på ønsket om nogle forandringer, der handler om både landstrænerens funktion, men i meget grad også om nogle helt grundlæggende principper for træningen og udviklingen af de alleryngste svømmere. »Vi har brug for øjeblikkeligt at forbedre årgangssvømningen og juniorsvømningen for at få et bedre landshold. Netop nu har vi den luksus, at vi har fire, fem, seks talentfulde svømmere, der kan nå helt til tops, men der er så mange talentfulde svømmere i Danmark, at man burde kunne lave et system, så man altid havde ti svømmere på internationalt finaleniveau«, siger Paulus Wildeboer. Otteårig plan på vej For halvandet år siden forlod den tidligere landstræner Flemming Poulsen dansk svømning, og på vej ud af svømmehallen afleverede han en alvorlig svada mod den måde, hvorpå landstræneren og hans stab rekrutterede nye svømmere til det nationale træningscenter. Flemming Poulsen kaldte metoden en kortsigtet vej til succes, der på længere sigt ville underminere elitearbejdet i klubberne, og det gjorde ondt på Paulus Wildeboer.






























